Salg af jord kan også få følelser frem i folk.
Mandag blev Den Danske Naturfonds køb af 130 hektar jord på Falster offentligjort. Jorden ligger klos op ad Bøtø Nor Fuglereservat og Bøtøskoven, som fonden i forvejen ejer, og bringer dermed det samlede område op på 400 hektar.
Fem lodsejere har solgt deres dyrebare jord til det store millionprojekt, som skal genoprette naturen med enge, søer og skov og samtidig være hjemsted for vilde fugle, insekter, padder, planter og heste.
Men selvom salget sker til et godt naturformål, sker det ikke uden blot trækken på skuldrene.
Det har ikke kun været mit erhverv, men også min hobby at dyrke jorden herude
Landmanden Kjeld Hemmingsen fra landsbypletten Marebæk står og spejder ud over en stor del af den 70 hektar jord, han har solgt. Hans farfar købte den for efterhånden mange år siden, og siden er jorden gået i arv i familien.
- For en gangs skyld er det godt at være lidt gammel, når man skal sælge jord, for det her ophører som landbrugsjord. Det har ikke kun været mit erhverv, men også min hobby at dyrke jorden herude, og det hører jo dags dato op.
- Og, ja... Livet går jo videre, siger min kone. Og vi har da fået lidt penge for det, og vores børn er ikke landmænd, så den historie er slut, siger han, ikke uden at kunne skjule en vis sorg over det, han giver slip på.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Grafik: Lonni Haugaard
- Falster er en rasteplads
Han er dog glad for, at han sælger sin jord til naturprojektet, der har et budget på 10 millioner kroner.
Det bliver Guldborgsund Kommune, som skal stå for den daglige drift af området og udvikle dets muligheder.
- Projektet var medvirkende til, at vi traf beslutningen om at gøre det. Men, ja, det kan da godt være, det er med blandet følelser (salget, red.), men det er kun i dag, tror jeg.
- Det håber jeg, siger Kjeld Hemmingsen.
Artiklen fortsætter under dronevideoen.
Hos Den Danske Naturfond er der stor glæde over, at området omkring Bøtøskoven nu kan udvides.
- Falster er en rasteplads, kan man sige, på hovedlandevejen for en masse fugle og insekter, der hvert år flyver op mod Skandinavien. Og vi giver bedre plads, for den rasteplads er et stort bidrag til at afhjælpe biodiversitetskrisen, siger formand Lauritz Holm Nielsen.
I en pressemeddelelse siger kommunens borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten), at "det nye område bliver en naturoplevelse i topklasse for hele familien".
Man ejer ikke bare en matrikel
Kjeld Hemmingsen afleverer sin jord med stolthed, for gennem årene er der lagt mange penge i den, fortæller han. Tragikomisk var sommerens høst faktisk noget nær perfekt, for vejret var godt, og mens han sad i mejetærskeren og høstede, tænkte han, at han nu bliver den sidste landmand, der vil køre på jorden.
- Det gjorde jeg, og det var ikke uden følelser. Det er ikke bare det, at man ejer en matrikel. Det er også det, at man er her, når det er forår, og man gøder og er optimist og håber, man får en god høst hvert år. Man lever med det inde under huden hele sæsonen.
Det 130 hektar store område er udpeget af EU som Natura 2000.