Tomme forretninger er en udfordring for mange af regionens byer.
Selvom Nakskov på Lolland langt fra hører hjemme i den tunge ende af denne statistik, så har byens handelsstandsforening ikke desto mindre fået en idé, der netop skal imødegå problemet med butiksdød.
Inden nytår skal fire selvbetjente forretninger ifølge planen åbne for kunder – og selvom en forretning uden personale kan synes en smule dødt, så er det ifølge Peter Dan Petersen, bestyrelsesformand for Nakskov Handel & Erhverv, et seriøst bud på, hvordan man kan trække mere handel til byen.
Man kan enten vælge at sætte sig ned og se det hele køre forbi – og så opdage, man skulle have gjort noget – eller gå med ind foran og prøve at være med
- Vi vil gerne skabe noget liv, trafik i byen og en mulighed for eksisterende forretninger til at køre noget outlet eller lign. Vi tror, det vil gavne byen generelt, at udbuddet bliver større, siger han.
Han forklarer, at butikker uden personale er "et naturligt skridt i udviklingen", når man ser på, hvor meget der er sket, siden man gik til købmanden, og han fandt alle varerne frem til én på butiksdisken.
- Nu kan du i mange supermarkeder bare scanne stregkoden med din telefon og gå uden om kassen.
De lavere omkostninger ved at drive en selvbetjent forretning, vil gøre det nemmer at følge med i konkurrencen fra netbutikkerne, mener Peter Dan Petersen. Derudover vil muligheden for at handle udenfor de normale åbningstider kunne trække nye kunder til.
- Man kan enten vælge at sætte sig ned og se det hele køre forbi – og så opdage, man skulle have gjort noget – eller gå med ind foran og prøve at være med til at drive udviklingen, siger han.
Og spørger man i en af gågadens veletablerede forretninger, bliver det nye initiativ hilst velkommen.
- Så vil der jo være en købmand, der er interesseret i, at der er liv i forretningen, hvor der vil blive pyntet vinduer. Og udlejer får måske interesse i at sætte ejendommen i stand, og hele det setup vil gøre, at bymidten bliver mere levende, siger Karina Lohse, indehaver af tøjforretningen Hos Lohse i Nakskov.
- Jeg tror, det vil give nogle flere mennesker på gaden, som jeg kan trække ind i butikken – så jeg tror, det er en fordel.
Også blandt de handlende, som TV2 ØST talte med tirsdag, ser muligheder.
- Jeg synes, det er en glimrende idé. Det er dejligt med nytænkning, og der sker noget i byen, siger Nicklas Jensen, der selv bor i Nakskov.
- Det er en god idé, men jeg tror, jeg vil skulle vænne mig til det, for man vil næsten føle sig som en tyv, siger Charlotte Klarlund fra Dannemare.
Det er kun et år siden, at Danmarks første ubemandede døgnbutik slog dørene op i Faxe. Bag konceptet står Retail360, hvor administrerende direktør Mads Laursen, som også er med inde over planerne i Nakskov.
- Tankegangen er ret interessant. Hvis det kan være med til at styrke det samlede handelsliv i byen med nye koncepter – og lidt alternative koncepter – i lokaler, der måske har stået tomme i et stykke tid, og i øvrigt skabe en mere attraktiv gågade, så er idéen fantastisk, siger han til TV2 ØST.
Forretningerne har tilmed vist sig uhyre effektive mod ubudne gæster.
For adgangen er betinget af, at man som kunde lader sig identificere, hvilket fire unge måtte sande, da de blot en uge efter butiksåbningen valgte at stjæle fra forretningen – vel at mærke efter, de havde afgivet deres fulde identitet.