- Det er godt Birgit, udbryder Mie Abbednæs, der er træner og sundhedskoordinator ved Holbæk Sundhedscenter.
Foran hende står 75-årige Birgit Hedegaard med en rød elastik over skulderen og hiver den frem, så armen strækkes ud.
- Jeg føler, at musklerne bliver stærkere af træningen, og at min rygproblemer bliver forbedret, siger Birgit Hedegaard.
Hun har siden holdet i Ladegårdsparken blev opstartet for to år siden motioneret side om side med bebyggelsens kvinder.
Motionsholdene, der findes i Ladegårdsparken og Grønneparken, er en del af en indsats i Holbæk Kommune, der skal motivere kvinder til at deltage i kommunale sundhedstilbud såvel som i foreningslivet.
Flere kommer til
Både Grønneparken og Ladegårdsparken har tidligere optrådt på myndighedernes liste over såkaldte "udsatte boligområder". For kun få dage siden kunne TV2 ØST fortælle, hvordan beboerne i Ladegårdsparken ofte føler sig utrygge i området.
Områderne byder dog også på stærke fællesskaber. Det kan Ura Osmani fra Grønneparken bevidne.
- Jeg har diskusprolaps i ryggen og har fået et nyt knæ. Derfor tænkte jeg, at det ville være godt at lave et motionshold, hvor kvinder kan komme ud, tale sammen og få rørt kroppen, siger Ura Osmani.
At få hjælp til at arbejde med sin krop var årsagen til, at hun kontaktede Holbæk Sundhedscenter og kommunen. Det var hende, der tog initiativ til at skabe holdene.
- Vores torsdagshold i Grønneparken er simpelthen blevet så populært, at vi er blevet nødt til at oprette et mere senere på dagen, forklarer Tine Hoffmann, der er træner og sundhedskoordinator ved Holbæk Sundhedscenteret.
En snak om sundhed
At holdene har fået vokseværk kan også skyldes, at det ikke kun er selve træningen, der er i fokus.
Når håndvægtene er lagt tilbage på hylden, og yogamåtterne rullet sammen, mødes kvinderne nemlig i den nærliggende café.
- Til sundhedscaféen bliver forskellige emner taget op. Sidste gang kom en fra Hjerteforeningen og fortalte om genoplivning, og hvad man skal være opmærksom på, siger Tine Hoffmann, der er sundhedskoordinator og klinisk diætist ved Holbæk Sundhedscenter.
På kaffebordet mellem gulerødder og myslibarer findes flyers om fødevarer uden sukker, alt imens samtalerne handler om alt fra sundhed til strikketøj.
- Det er godt, at der er nogen, der kan komme og forklare os om vores sundhed. Det, synes jeg, er dejligt, siger Birgit Hedegaard.
Selvom nogle af caféens emner er alvorlige, er der også plads til mere lette stunder.
Ondt i mavemusklerne
At kvinderne får ømme mavemuskler kan skyldes mere end blot den hårde fysiske træning.
De griner nemlig fra når motionstimen starter til den sidste kaffekop er tømt i caféen.
- Vi bliver glade af at være her, forklarer Birgit Hedegaard.
Selvom hun er alderspræsidenten, mærker hun ikke aldersforskellen i gruppen.
- Når du er med her, indgår du i et fællesskab. Vi laver mange ting med hinanden på kryds og tværs, siger hun.
Birgit Hedegaard har da også fået flere bekendtskaber, end de tre kvinder, som hun kendte i forvejen.