Nyhedsoverblik

Politikere lukker Lynghuset

Politikerne i Odsherred har besluttet at lukke det omstridte behandlingstilbud Lynghuset indtil videre.

Det står klart efter et møde i Social-, Ældre- og Psykiatriudvalget tirsdag, fremgår det af et referat af mødet.

Lynghuset genåbnede i april, efter at have været lukket i tre måneder. Lukningen her skyldes et dødsfald på stedet, der blev politianmeldt af en læge.

Der har dog været problemer med sygemeldinger, underbemanding og psykisk pres på stedet siden genåbningen. 

I praksis betyder underbemandingen, at to ud af tre vagthold på stedet er bemandet med vikarer, hvilket ifølge indstillingen til udvalget medførte en overvældende arbejdsbyrde for de ansatte. Ledelsens samlede vurdering var, at stedet ikke lever op til kravene for faglig kvalitet og patientsikkerhed.

Derfor stoppede man 30. april for optag af nye patienter til stedet, og har altså nu valgt at lukke stedet på ubestemt tid. Det sker for at skaffe ro, klarhed og afklaring. 

Ingen patienter rammes af lukningen, og man vil forsøge at finde andre opgaver til de ansatte. Først i de kommende uger vil man lave en plan for at genåbne Lynghuset.