Tæskehold flåede Henrik ud af lastbil og bankede ham med bat

Et dashcam har sandsynligvis filmet overfaldet, hvor Henrik Bro Sørensen blev slået med baseballbat. Men overfaldsmændene tog de mulige bevismaterialer med sig.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

46-årige Henrik Bro Sørensen fra Thise har kørt lastbil hele sit voksne liv, og søndag 21. april bliver en dag, han ikke kan glemme.

quote De rev lastbildøren op og flåede mig ud af bilen

Henrik Bro Sørensen, lastbilchauffør

Her holdt han ind på en rasteplads ved Holbæk for at holde en halv times pause. Den blev dog alt andet ned fredelig.

For efter 20 minutter kørte en hvid varevogn ind på rastepladsen og stoppede op en meter eller to foran ham, og føreren af bilen steg ud og satte kurs mod Henrik Bro Sørensen i lastbilen.

Kort efter fik han tæsk med et baseballbat.

- Jeg nåede ikke at tænke noget, det gik så stærkt. Man tænker slet ikke i sådan en situation, man prøver bare at beskytte sig selv. Det gjorde jeg i hvert fald den dag, siger lastbilchaufføren.

Lastbilchaufføren kan tydeligt huske, hvad der skete:

- De rev lastbildøren op og flåede mig ud af bilen. Da jeg kom på benene igen, gelejdede han mig over på den anden side af lastbilen, og der så jeg et baseballbat, der kom lige i hovedhøjde, siger Henrik Bro Sørensen.

Lastbilchaufføren nåede at vende sig væk fra battet og blev ramt i nakken, forklarer Henrik Bro Sørensen. Slaget fik ham til at falde ned på jorden, hvor han blev ramt af endnu et slag fra battet på lænden.

Har teori om motiv

Kort efter var de to overfaldsmænd på vej væk igen ad samme vej, som de kom. Henrik Bro Sørensen mener, at hele hændelsen ikke varede mere end et eller to minutter.

Han skyndte sig at ringe til politiet, og da han kom ind i førerhuset igen, kunne han se, at lastbilens dashcam – altså et form for overvågningskamera i forruden af bilen – hang og dinglede i en ledning, og at kameraets SD-kort, hvor optagelserne bliver lagret, var væk.

- Jeg tænkte: ”Hvad fanden skal de bruge det til?”, indtil det går op for mig, at det jo nok har optaget det hele, siger Henrik Bro Sørensen.

Kameraet har han sat op i bilen for sin egen sikkerheds skyld, fortæller Henrik Bro Sørensen.

- Jeg aner ikke, hvad jeg har optaget. Der er ikke nogen, der er kørt ind foran mig, og jeg har ikke givet nogen fingeren eller dyttet af nogen. Der var ikke sket noget uforsvarligt den eftermiddag ellers, siger han.

- Jeg tror bare, jeg har holdt det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Læs også
Lastbilchauffør overfaldet med baseballbat
Læs også
Lastbilchauffør overfaldet med baseballbat

Alligevel har Henrik Bro Sørensen en idé om, hvad der kan have været et muligt motiv for gerningsmændene.

- Min tanke er, at de to måske har skullet bevise noget over for nogle andre. Måske skal de optages i en klub eller et eller andet, siger han.

Hans teori er altså, at mændene efterfølgende har ønsket at få fat i eller skaffe sig af med de optagelser, der muligvis kan fungere som bevis på overfaldet.

Dagen efter hændelsen tog Henrik Bro Sørensen kontakt til en krisepsykolog, som han inden længe skal tale med for fjerde gang.

- Jeg føler mig krænket, for det går jo ud over en psykisk.

Politiet søger vidner

Henrik Bro Sørensen fortæller, at han efter overfaldet havde smerter i nakken og blå mærker ved lænden, og at han knækkede en tandprotese i forbindelse med overfaldet. Der blev ikke stjålet andet fra bilen end SD-kortet.

TV 2 ØST har tidligere fortalt, at Midt- og Vestsjællands Politi søger vidner til overfaldet. Politiet har også udsendt nedenstående signalement af gerningsmændene:

Beskrivelse af gerningsmænd

A. 35-40 år. Mellemøstligt udseende. 165 centimeter høj, kraftig kropsbygning, sort, kort hår og med skægstubbe. Manden bar kasket og sort dunjakke.

B. 35-40 år. Mellemøstligt udseende. 190-200 centimeter høj, almindelig kropsbygning, brun hudfarve, sort, kort hår og med fipskæg. Manden bar sort dunjakke med noget hvid farve ned langs lynlåsen samt rød/orange bukser.

Vidner, som har bemærket de to beskrevne personer eller den udenlandske varebil, bedes ringe til politiet med oplysninger i sagen på telefon 1-1-4. 


Nyhedsoverblik