Vidne: Børn på nettet planlægger terrorangreb

Ifølge Center for Terroranalyse bliver børn under 15 år lokket ind i højreekstremistiske fællesskaber med humor og leg. Det kom frem i Østre Landsret onsdag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den midaldrende mand i lyseblå skjorte fra Center for Terroranalyse har på forhånd sikret sig, at ingen i retssalen i Østre Landsret udover dommere, anklager og forsvarer får oplyst hans navn.

Han legitimerer sig foran retsformanden og sætter sig derefter i vidneskranken, hvor han begynder at fortælle om højreekstremistiske miljøer blandt unge på nettet.

Et miljø, som en i dag 17-årig ung mand er tiltalt for at have ladet sig hverve til med den hensigt at begå terror.

Læs også
Terrortiltalt dreng havde forbudt bibliotek på computeren
Læs også
Terrortiltalt dreng havde forbudt bibliotek på computeren

Som 15-årig blev han medlem af gruppen Feuerkrieg Division, der hylder nazismen og ønsker et hvidt overherredømme i verden. Han er også tiltalt for at have forsøgt at hverve en klassekammerat til det nynazistiske fælleskab, samt for at skrive en håndbog og dele propagandamateriale på nettet for at fremme organisationen.

Havde fået våbentræning

I byretten blev den tiltalte idømt fem og et halvt års fængsel. Nu behandles sagen i Østre Landsret. 

Den unge mand ankede, da han nægter sig skyldig. Ifølge hans forklaring kedede han sig under coronanedlukningen og lavede sjov med nynazisterne, når han skrev, at han havde våbentræning og ikke brød sig om jøder og farvede personer.

Under onsdagens retsmøde kan vidnet fra Center for Terroranalyse dog fortælle, hvorfor det er alt andet end sjovt, når de unge kommer ind i de radikaliserede miljøer. Dels mødes nogle af de radikaliserede unge i virkelighedens verden og afholder militær træning. 

Men også på internettet er der aktivitet. 

Har afværget ti terroranslag 

Vidnet forklarer i retten, at den norske efterretningstjeneste for et par måneder siden har meddelt, at de indenfor det seneste år har afværget ti terroranslag, der var planlagt af unge mellem 12 og 15 år. Ikke fra Feuerkrieg Division, som er rykket over i andre fællesskaber siden 2022, hvor mange af dem blev anholdt, men fra tilsvarende miljøer.

Ifølge vidnet er et fællestræk i sagerne, at de radikaliserede unge er sårbare og søger efter fællesskaber på nettet. Det er børn, der har det lidt svært. 

Vidnet forklarer, at man skal forestille sig en tragt, hvor den øverste del er de åbne miljøer. Det kan være Roblox og Minecraft og TikTok. Når de unge radikaliserede ser mulige ligesindede, inviterer de langsomt ind i mere og mere lukkede miljøer, samtidig med at radikaliseringsprocessen er i gang.

Online kanal på terrorliste

Også en leder af den afdeling i Europol, der beskæftiger sig med radikaliserede højreekstremistiske miljøer, er kommet til Østre Landsret for at afgive forklaring. Også han er så hemmelig, at hans navn ikke kan siges højt i retssalen.

Vidnet forklarer, at truslen er reel. 26. april i år er kanalen Terrorgram som den første online kanal kommet på terrorlisten i Storbritannien. Kanalen har kun et formål, nemlig at indoktrinere og radikalisere deres medlemmer til at begå terror, siger vidnet.

Læs også
Hvem er den mystiske nazigruppe Feuerkrieg Division?
Læs også
Hvem er den mystiske nazigruppe Feuerkrieg Division?

Ifølge vidnet fra Europol er Terrorgram en kanal, der blandt andet udgiver håndbøger om, hvordan man hurtigt nedbryder samfundets struktur for at opnå et hvidt overherredømme.

De unge bliver ifølge vidnet inviteret ind i de lukkede rum, blandt andet på Terrorgram, via helt almindelige onlinespil som Roblox og Minecraft. Her kan man – hvis man har det rette mindset - blive inviteret ind i rum, der er bygget op som den 3. verden med hagekors på væggene, og hvor man kan være en kendt nazifigur, forklarer vidnet fra Europol.

Læs også
Teenager idømt flere års fængsel i terrorsag
Læs også
Teenager idømt flere års fængsel i terrorsag

Hvor mange radikaliserede unge, der gemmer sig bag skærmene er der ikke nogen, der rigtigt ved. Men at der bliver holdt øje med dem, er helt sikkert.

- Vi får mange henvendelser fra Europa og organisationer udenfor Europa, der interesserer sig for det her, siger vidnet.

Nærmere kommer vi det ikke. Efter planen er der en afgørelse i retssagen den 27. maj.


Nyhedsoverblik