Aktion i Slagelse Arrest skulle befri narkofængslet

Den befrielsesaktion, der 11. oktober fandt sted i Slagelse Arrest, hænger ifølge politiet sammen med en omfattende narkosag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den 11. oktober blev tre personer anholdt ved Slagelse Arrest. De tre skulle angiveligt have haft planer om at befri en indsat i arresten.

Og i en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi fremgår det nu, at befrielsesforsøget udsprang af en omfattende narkosag, hvor ti personer indtil videre er fænslet.

Politiet havde forinden fået oplysninger om, at bevæbnede personer ville forsøge at befri den indsatte og var derfor massivt til stede ved arresten.

I forbindelsen med anholdelsen af de tre blev der også fundet et skarpladt våben.

Otte personer varetægtsfængslet

I alt otte personer sidder nu varetægtsfængslet i sagen, der omhandler over 100 kilo amfetamin til en gadeværdi på over ti millioner kroner. Hovedparten af amfetaminen blev fundet ved aktioner omkring den 6. oktober. 

De første 50 kilo blev beslaglagt af politiet på en parkeringsplads ved Bilka i Slagelse, og efterfølgende kom politiet også på sporet af en amfetaminlaboratorium. Det var i forbindelse med denne aktion, at de første fem personer blev anholdt.

Flere anholdelser er fulgt efter, og i de seneste dage har politiet anholdt yderligere fire personer.

To mænd sidder i øjeblikket i grundlovsforhør i Retten i Næstved - også sigtet for grov overtrædelse af narkoloven. 

Politiet oplyser samtidig, at der kan ske flere anholdelser i sagen. 


Nyhedsoverblik