Anden retsdag i den store narkosag om fundet af 50 kilo amfetamin er i gang ved retten i Næstved.
Sagen begyndte, da politiet beslaglagde 50 kilo amfetamin på parkeringspladsen ved Bilka i Slagelse den 6. oktober sidste år. Samme dag fandt de et amfetaminlaboratorium i en garage i Videbæk i Vestjylland.
I sagen er otte personer tiltalt - syv mænd og én kvinde i alderen 23 til 48 år.
I dag afgiver en 23-årig mand forklaring. Manden er også tiltalt for at blive forsøgt befriet fra Slagelse Arrest 11. oktober 2016.
Ved dagens retssag er den tiltalte, som har karseklippet hår i siderne i lidt længere på toppen, afslappet klædt i cowboybukser og grå t-shirt.
Kendte ikke ærindet på Sjælland
Tyve minutter inde i retssagen spørger anklageren den tiltalte om, hvad han lavede på parkeringspladsen ved Bilka den dag, han blev anholdt.
Den 23-årige mand var på tur på Sjælland med en anden tiltalt i sagen, en 27-årig mand fra Vestjylland. De to tiltalte har ifølge den 23-årige kendt hinanden i et halvt års tid. Den 23-årige har flere gange været på besøg hos hans forældre i Videbæk. Det var her, politiet fandt et amfetaminlaboratorium den 6. oktober 2016.
- Jeg kan ikke huske præcist, hvorfor vi skulle til Sjælland, siger den 23-årige mand i retten.
Mødte en person i en firmabil på parkeringspladsen
Hertil spørger anklageren nærmere ind til, hvad der skete, fra de tiltalte kom på parkeringspladsen, til de blev anholdt.
- Jeg købte noget at spise. Så sad jeg og ordnede noget på computeren, mens vi sad i bilen, og så mødte vi en person i en firmabil. Jeg ved ikke, hvem han var. Og så blev vi anholdt, svarer den 23-årige.
Anklageren spørger ind til, om den 27-årige tiltalte kendte personen i firmabilen. Det ved den 23-årige ikke, om vestjyden gør.
Herefter spørger anklageren ind til specifikke detaljer ved mødet med manden i firmabilen.
- Så du den anden tiltalte modtage noget fra den her mand i firmabilen?
- Det ønsker jeg ikke at udtale mig om, siger den tiltalte.