Arena Næstved har igen brug for støtte

Arenaen i Næstved har endnu en gang brug for en hjælpende hånd fra Næstved Kommune. Det er vanskeligt, siger halformand Henrik Knudsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bestyrelsen for Næstveds nye sportsarena, Arena Næstved, har endnu en gang bedt Næstved Kommune om penge på grund af svære økonomiske problemer. Det skriver Sjællandske i dag.

Ifølge avisen har bestyrelsen bedt kommunen om et ekstra tilskud på to millioner kroner. Næstved Kommune yder i forvejen 1,1 million kroner i ekstra tilskud til den nye hal.

Men det også er tiltrængt. Det nuværende tilskud fra kommunen dækker kun 40 procent af udgifterne til renter og afdrag på lån til byggeriet.

Kommunens samlede indskud er ifølge Sjællandske på 30 millioner kroner, og prisen for arenaen er steget støt fra 74 millioner kroner til 90 millioner kroner.

Svært at få driften i gang

Det store underskund skyldes ifølge Henrik Knudsen, halformand i Arena Næstved, at det har det været svært at få gang i hjulene.

- Det er vanskeligere, end vi havde regnet med at få driften i gang. Det kommer sig af, at det er en lille organisation, der skal magte det her, og at det har været svært at få overskud ud af arrangementerne, siger formanden til TV ØST.

Forventer overskud i 2018

Henrik Knudsen håber på, at det bliver muligt at afvikle på gælden inden for to år.

- Vi kan ikke køre uendeligt med underskud. 2017 bliver svær, men i 2018 skal vi have overskud, så vi kan begynde at afvikle på gælden dér, fortæller Henrik Knudsen.


Nyhedsoverblik