Borgmester om opgør med Arena: De afleverer selv nøglerne

Det er et spørgsmål om tid, før bestyrelsen i Arena Næstved må opgive at fortsætte uden støtte fra kommunen, mener Carsten Rasmussen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Vi har som kommune besluttet vores udspil. Nu er næste skridt op til bestyrelsen for Arena Næstved.

Sådan lyder beskeden fra Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) her inden, at bestyrelsen i Næstved Arena skal forholde sig til et ultimatum fra et politisk flertal i Næstved Kommune.

quote Vi må se, hvor længe de har penge i kassen til at fortsætte

Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved Kommune.

Bestyrelsen i Arena Næstved vil onsdag klokken 16.00 indlede et møde, hvor de skal forholde sig til det tilbud, som Næstved Kommunes økonomiudvalg vedtog mandag: Gå af, og vi sikrer økonomien i Arenaen – ellers må I klare jer uden kommunale tilskud.

Reaktionen kommer efter stor utilfredshed med driften af Arena Næstved og store økonomiske tab.

- Der er tale om en selvejende institution, så vi kan ikke gøre noget direkte for at sætte vores vilje igennem, selvom vi har tabt tålmodigheden med bestyrelsen. Men vi behøver ikke hjælpe dem økonomisk, siger Carsten Rasmussen til TV ØST.

Stor sandsynlighed for nej

Alene to medlemmer af bestyrelsen kan blokere for kommunens ønske om en ny bestyrelse og om vedtægtsændringer for Arena Næstved. Men selv, hvis bestyrelsen bliver siddende, så anser borgmesteren det for et spørgsmål om tid, før bestyrelsen må kaste håndklædet i ringen og aflevere nøglerne til Arenaen.

- Vi må se, hvor længe de har penge i kassen til at fortsætte. På et tidspunkt løber de jo tør for penge, og så må vi overtage driften, siger Carsten Rasmussen til TV ØST.

-  Arena Næstved budgetterer allerede nu med underskud næste år – og her har de indregnet både optimistiske sponsoraftaler og kommunal støtte, som endnu ikke er vedtaget i byrådet. Jeg kan dog godt sige, at jeg ikke tror, at et flertal i byrådet vil bevilge flere penge til Arena Næstved under de nuværende betingelser, siger borgmesteren. Han vurderer, at Arenaen alene i 2017 kan tabe mellem fire og fem millioner kroner.

Ny bestyrelse kan være på plads 1. februar

Accepterer bestyrelsen i Arena Næstved dog tilbuddet fra Næstved Kommune, så vil kommunen blive sat på overarbejde hen over julen for at få en ny bestyrelse på plads hurtigst muligt.

- Vi kan have nye vedtægter klar den 20. december, og en ny bestyrelse på plads 1. februar. Jeg vil personligt arbejde hårdt for at få en erfaren bestyrelsesformand i spidsen for Arenaen, der ved, hvordan man driver et moderne hal-kompleks som dette, siger han til TV ØST.

Borgmesteren vil samtidig have oprettet et råd blandt hallernes brugere, der skal høres mere om driften af anlægget.


Nyhedsoverblik