I dag, mandag, er butiksejerne og medarbejderne i Ahlgade i Holbæk troppet op i deres butikker iført helt unikke T-shirts. T-shirts, som beskriver utilfredsheden med ordene ”Bevar mig vel! – begge veje”. En utilfredshed over en kommende forsøgsordning, hvor handelsstrøget til sommer bliver ensrettet.
- Vi har T-shirts på i dag på grund af vejen, der er ensrettet. Der er ikke så mange kunder, og det vil vi gerne klage over, siger Zeydi Kanrkus, medarbejder i Café Zehros.
Det bliver en død gade, hvor folk ikke kan køre igennem, ligesom de er glade for at gøre
Han er langt fra den eneste, der har valgt at bære T-shirten. I butikken Zhine har de valgt at udstille de samme T-shirts i vinduet.
- Vi har valgt at gøre det, fordi vi ikke vil have, at gaden bliver lukket. Det bliver en død gade, hvor folk ikke kan køre igennem, ligesom de er glade for at gøre, siger Janne Larsen, butikschef i Zhine.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mindre omsætning
Allerede nu er handelsstrøget ensrettet som følge af vejarbejde, som har stået på siden forået. Det mener butiksejerne, de kan mærke på omsætningen - blandt andet bagermester Anders Thoby, som i april kunne fortælle om nedgangen i sin bagerforretning.
- Salget er faldet med 30-40 procent, siger han.
Butiksejerne frygter, at konsekvenserne bliver de samme til sommer, når forsøgsordningen med ensretning, der skal vare i tre måneder, bliver sat i gang.
- Vi kan i hvert fald mærke det nu. Vi har ligget her i 22 år, og vi har haft en kraftig nedadgående omsætning siden uge 26, fortæller grønthandleren Thomas Vestergaard.
Vi har ikke råd til at lade en tre-fire-fem butikker lukke ned. Vi har stadig ledige butikker her
Også hos Frellsen har de kunnet mærke, at omsætningen ikke længere er den samme.
- Det har vi mærket rigtig, rigtig meget. Vi har mistet en hel del kunder på det, fordi de ikke har steder, de kan parkere. De har ikke lyst til at parkere helt nede ved havnen og gå. Desværre, fortæller Marianne Hansen, daglig leder i Frellsen Holbæk.
1. viceborgmester John Harpøth (DF) mener dog ikke, at forsøgsordningen og det nuværende vejarbejde kan sammenlignes. Lige nu bliver pladsen på Ahlgade ikke udnyttet optimalt, lyder det, og viceborgmesteren er derfor fortaler for at teste ensretningen.
- Vi skal også tænke på, at laver vi ikke noget forsøg, men bare står stille, jamen, så når vi ingen vegne i Holbæk bymidte, siger han.
Tanken med forsøgsordningnen er, at man vil ensrette Ahlgade og gøre den til en mindre trafikbelastet strækning og samtidig skabe en mere levende bymidte med bænke og grønner oaser.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vi skal bevare begge retninger
Kommunalbestyrelsesmedlem Michael Suhr (K) er dog en af dem, der går forrest i kampen mod ensretningen. Han har sammen med nogle af de erhvervsdrivende fået lavet T-shirtsene til butiksejerne på Ahlgade.
- Ahlgade skal bevares begge veje. Vi skal have et pulserende forretningsliv, og så skal byen udvise, hvor fantastisk en by Holbæk er - indeni byen altså ned mod Labæk, oppe i Smedelundsgade, op i Nygade og ned mod havnen, siger Michael Suhr (K).
Artiklen fortsætter under billedet.
Han frygter, at fremtiden vil betyde, at butikkerne lukker ned.
- Vi har ikke råd til at lade en tre-fire-fem butikker lukke ned. Vi har stadig ledige butikker her. Og vi skal gøre noget for at vækste byen inde i midten.
Ikke den eneste udfordring
Den faldende omsætning er ikke den eneste ting, der påvirker butiksejerne. Udover ensretningen i Ahlgade frygter butiksejerne også planerne om et nyt megacenter.
- Vi er bange for, at det vil svække det nuværende megacenter, fordi der vil blive tomme lokaler, og så får vi måske to halvgode centre i stedet for ét godt, fortalte Jan Thomassen, formand for Holbæk Byforum, tilbage i august.
Han er ikke alene om bekymringerne.
- Der har været snak om et nyt center ude ved megacenteret, og hvis det bliver til noget, og gaden her bliver ensrettet, så tror jeg, det hele rykker derud, siger Janne Larsen, butikschef i Zhine.
Hvis det går efter planen, skal megacenteret navngives BIG Holbæk og være en forlængelse af det nuværende megacenter ved Omfartsvejen.