77-årige Else Margrethe Petersen er fundet, efter hun forlod sin bopæl i Munke-Bjergby.
- Else Margrethe Petersen er fundet i live og har det efter omstændighederne godt. Vi takker mange gange for hjælpen, vi fik fra familien, omkringboende, medier samt forsvundne personer, skriver Sydsjællands og lolland-Falsters Politi på Twitter.
Som en del af politiets eftersøgning blev der ledt efter kvinden med droner, helikopter og fly i området, men her til eftermiddag blev hun fundet på Kirkebakkevej i Munke-Bjergby.
- Hun var lidt nedkølet, og der kommer en ambulance frem og undersøger hende, og så bliver hun kørt på sygehuset til tjek, siger Lars Denholt, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiet ved endnu ikke, hvorfor Else Margrethe Petersen forlod sit hjem.
Hun gik fra sin bopæl i tidsrummet mellem klokken 24:00 og 06:00.
- Kvinden og hendes mand lagde sig begge til at sove i går aftes i deres fælles hjem, og da manden vågner tidligt i morges er hun væk og har forladt hjemmet, sagde Kent Edvardsen, der er vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere i dag.
Ingen tegn på sygdom
Ifølge vagtchefen er der ikke noget, der tyder på, at kvinden var i nedtrygt tilstand, der hun forlod sit hjem.
- Der er ikke noget kendt sygdomsbillede, og historien melder ikke noget om, at hun har været ked af det. Det er i hvert fald ikke noget, familien kan supplere med, siger Kent Edvardsen.