Valgkampen lægger en dæmper på processen med at forbyde eksotiske dyr i cirkus, og det har mærkbare konsekvenser for cirkuselefanterne fra Cirkus Arena og fra det jyske Cirkus Trapez, som står tilbage med en uvis fremtid.
Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Det har nu, på grund af valget, desværre endnu længere udsigter
- Cirkus Arena og Cirkus Trapez, som ejer elefanterne, Knuthenborg Safaripark og vi i Dyrenes Beskyttelse arbejder fortsat på at sikre elefanterne et værdigt otium efter en vedtagelse af loven, men det har nu - på grund af valget - desværre endnu længere udsigter, siger Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Aftale på plads, men ingen forbud
Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet indgik ellers en aftale for over et år siden, men det politiske arbejde er stadig ikke mundet ud i et egentligt forbud.
Vi står reelt med et politisk løfte om at sikre elefanternes fremtid, som ikke er indfriet endnu
- Situationen bliver mere og mere uholdbar for elefanterne og for cirkus, og vi står reelt med et politisk løfte om at sikre elefanternes fremtid, som ikke er indfriet endnu. Det er naturligvis helt op til cirkus at afgøre på hvilke betingelser, de vil overdrage elefanterne til staten, men både Knuthenborg og vi i Dyrenes Beskyttelse arbejder fortsat på at hjælpe de fire elefanter til et godt og værdigt otium, når en overdragelse er afklaret, siger Britta Riis.
Cirkus Arena har deres tre elefanter stående i en vinterstald ved Slagelse, imens Cirkus Trapez har deres enlige elefant Ramboline stående på deres vinterplads ved Sommersted.
Vi kan kun bede om, at elefanterne ikke bliver glemt
- Vi er nu i en situation, hvor cirkus ikke føler, at de bør optræde med elefanterne, fordi loven er på vej samtidig med, at der reelt ingen afklaring er på elefanternes fremtid. Vi kan kun bede om, at elefanterne ikke bliver glemt. Det er fire fantastiske dyr, som har fortjent en bedre skæbne og et fortsat langt og godt liv, siger Britta Riis.
Artiklen fortsætter under billedet.
Otium i Knuthenborg
Det er planen, at elefanterne skal overdrages til Knuthenborg, og der arbejdes stadig med planerne om, hvordan anlægget skal finansieres og etableres. Det er blandt andet tanken, at elefanterne skal have 150-200 m2 friareal, gode indendørs faciliteter og mange aktiveringsmuligheder.
Udgangspunktet for samarbejdet er at skabe en god og tryg overgang fra elefanternes ophold i cirkus til et liv som mere frie elefanter i nye rammer. En overgang, som skal ske i tæt samarbejde med de to cirkus og elefanternes elefantpassere.