To personer uden for livsfare efter sammenstød med pansret mandskabsvogn

Politi, ambulancer og redningshelikopter er rykket ud til en voldsom trafikulykke nær Fuglebjerg. En personbil og et militært køretøj er kørt sammen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En voldsom trafikulykke er årsagen til, at Slagelsevej mellem Fuglebjerg og Næstved blev spærret i flere timer lørdag formiddag.

Der er tale om et militært køretøj og en personbil, der er kørt sammen, og derfor ankom politi, redningsfolk og lægehelikopter lige talstærkt til området.

- To personer er frigjort fra bilen, og den ene person er lige blevet fløjet til Rigshospitalet, og den anden er kørt til Slagelse Sygehus, oplyser Bo Georg Petersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- De er svært tilskadekomne begge to.

Der er tale om en mand og en kvinde.

Det er en pansret mandskabsvogn, der er kørt sammen med en personbil.
Det er en pansret mandskabsvogn, der er kørt sammen med en personbil. Foto: René Lind - Lind Foto

Uden for livsfare

Både manden og kvinden er nu uden for livsfare, men har begge brud på kroppen, som de skal behandles for.

Ulykken er sket på Rute 22 Slagelsevej mellem Fuglebjerg og Næstved, og derfor blev vejen efterfølgende spærret i begge retninger mellem Førslev og frakørsel mod Havnskov.

Ulykken skete, da en lang række militære køretøjer var på vej mod et Veteranstævne i Slagelse. Køretøjerne kom kørende i den ene side af vejen, og en pansret mandskabsvogn pludselig kørte ud af rækken og over i den modsatte vejbane, hvor den ramte en kørende personbil.

- Årsagen kender vi ikke nu. Vi skal have undersøgt, om det er en kørefejl, eller om der er tale om en fejl på køretøjet, siger vagtchef Bo Georg Petersen.

Umiddelbart er der ikke nogen fra det militære køretøj, der er kommet alvorligt til skade.

Opdatering
Clock14. sep 2019, kl. 14:07
Artiklen er nu opdateres med oplysninger om de to personers tilstand. Begge er uden for livsfare.

 


Nyhedsoverblik