Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne har haft de første forhandlinger om erstatning med jyske og sjællandske lodsejere, der bliver berørt af det store gasledningsprojekt Baltic Pipe.
Ved forhandlingerne bliver det klarlagt, om og hvor meget lodsejerne bliver tilbudt i erstatning for at blive ramt af gasledningsprojektet, der skal transportere norsk naturgas tværs gennem Danmark og videre til Polen.
En af dem er fåreavler Richard Andersen, som sammen med hustruen Anita bliver tvunget til at flytte fra deres gård i Everdrup ved Tappernøje, da en kompressorstation skal bygges på grunden. En beslutning, parret blev varslet om i julen 2017.
Parret har boet på gården i 40 år.
Flytter ved årsskiftet
Staten overtager den 16 hektar store grund ved årsskiftet, hvor ægteparret flytter ind i et hus et par kilometer væk, som de ejer og tidligere har lejet ud. Nu venter arbejdet med at få maskiner og redskaber solgt.
Vi danser ikke rundt på bordene, men vi kan leve med det
- Det var lange og seje forhandlinger, og resultatet... det er i orden. Vi danser ikke rundt på bordene, men vi kan leve med det, siger Richard Andersen, som ikke vil oplyse beløbet på erstatningen.
På trods af omstændighederne, er I så lettede over, at det nu er slut?
- Selvfølgelig er vi det. Nu har det her kapitel fået en slutning, og nu er det lettere at se fremad. Det er sådan set det, det drejer sig om.
GRAFIK: Her skal gasledningen gå.
Hvem skal overtage fårene?
Richard Andersen arbejder på at finde en ny producent, der kan overtage de 650 får og dermed fortsætte med at producere mælk.
- Jeg håber, at jeg i kraft af min viden på området kan blive involveret og være behjælpelig overfor dem, der overtager fårene og produceringen. Det vil jeg meget gerne, siger Richard Andersen.
Danske Energinet, der samarbejder med det polske gastransmissionsselskab Gaz-System om projektet, estimerer, at knap 186 lodsejere bliver ramt på Sjælland.
Knap 550 lodsejere på landsplan bliver ramt af Baltic Pipe-projektet, der forventes at være færdig i oktober 2022.