Atea og syv ex-ansatte tiltales for at smøre offentligt ansatte

Nyt kapitel i Bagmandspolitiets sag om it-udstyr og andre gaver til offentligt ansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

It-selskabet Atea og syv tidligere ansatte bliver nu tiltalt for at have ydet bestikkelse til en række offentligt ansatte, som i forvejen er blevet dømt for at have modtaget uberettigede ydelser.

Det bekræfter Bagmandspolitiets chefanklager onsdag.

- Tiltalen kommer i naturlig forlængelse af, at foreløbig 18 offentligt ansatte er blevet dømt for modtagelse af bestikkelse i en række mindre sager gennem det seneste halvandet års tid, siger chefanklager Per Fiig.

For nylig blev den store Atea-sag afgjort af Retten i Glostrup. Her blev Atea idømt en bøde på 10 millioner kroner for i en årrække at have bestukket ansatte i Region Sjælland.

I sagen i Glostrup havde anklagerne krævet en bødestraf på 60 millioner kroner.

Den nye stak af sager drejer sig om, at offentligt ansatte fik telefoner, computere og andre ting til favørpriser.

Dømt for passiv bestikkelse

De er alle blevet dømt for såkaldt passiv bestikkelse. Nu kommer så næste akt, hvor Bagmandspolitiet mener, at giverne skal dømmes for deres gavmildhed, altså for aktiv bestikkelse.

Nyheden om udviklingen blev bekræftet af Ateas direktør Morten Felding overfor mediet ITWatch tirsdag.

- Det har været en kendt sag, at der er blevet efterforsket, så det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, sagde Felding til ITWatch.

Hvornår de nye anklager kan blive behandlet af retten, vides ikke onsdag.


Nyhedsoverblik