- Hej Mette. Jeg beklager, at jeg ikke lige fik svaret, men der har været gang i den hernede. Jeg ser meget frem til at skulle arbejde sammen med dig, siger Marianne Gaarden, kommende biskop Lolland – Falsters Stift.
Kirkeminister Mette Bock fra Liberal Alliance forsøgte forgæves at komme igennem til den nye biskop. Men afgørelsen af bispevalget havde trukket mange mennesker og et stort presseopbud til Nykøbing Falster i dag. Biskoppen lod derfor vente på sig selv over for de mest prominente gratulanter.
Kunstnerisk konkurrencesvømmer
Det lå ikke i kortene, at Marianne Gaarden skulle være Biskop. Hun har lavet mange forskellige ting i sit liv. Alt fra konkurrencesvømmer til rådgiver. Hun havde egentlig troet, at hun skulle have brugt denne del af sit liv på at være kunstner.
- Det er endnu en af mit livs overraskelser. Men jeg er efterhånden blevet så gammel, at jeg forventer mig faktisk, nærmest hvad som helst af mig selv. For jeg har ikke gjort noget af det, jeg troede, at jeg skulle, siger Marianne Gaarden.
Det er endnu en af mit livs overraskelser
Blev præst for 11 år siden.
Det var også først i 2006, at Marianne Gaarden blev ordineret præst. Hun har siden været præst i Frederiksborg Slotskirke og i Præstø og Skibinge. Interessen kom efter en diskussion med nogle gode venner om at slippe kontrollen i sit voksenliv. Ifølge Marianne Gaarden kan man kun slippe kontrollen, hvis man har tillid.
- Det var i den sammenhæng, at jeg blev spurgt om, hvad jeg så havde tillid til, der gjorde at jeg turde slippe kontrollen. Mit svar var, at hvis man har tillid til Gud, kan man slippe kontrollen. Mit svar kom egentlig lidt bag på mig, men samtidig gav det hele pludselig mening, og det var startskuddet til at læse teologi, siger Marianne Gaarden.
Hvis man har tillid til Gud, kan man slippe kontrollen
Fra Vendsyssel til Nykøbing Falster
Marianne Gaarden er vokset op i Brønderslev, i Vendsyssel, og er datter af et skolelærerpar. I dag er hun 53 år og har to store sønner med hendes afdøde mand. Hun er blevet gift igen og danner i dag par med Michael Schelde. Og stik imod livets tidligere forventninger rykker de nu til Falster.
- Der gik et par måneder fra jeg blev spurgt, til jeg sagde ja. Vi skulle jo være enige derhjemme, for det betyder jo, at vi flytter herned og forpligter os 100 procent til opgaven. Men heldigvis har jeg min families opbakning, siger Marianne Gaarden, nyvalgt biskop.