Den 1. august 2017 fratræder den nuværende biskop i Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard. Derfor skal der findes en ny, som kan overtage posten.
Et bud på Lolland-Falsters nye biskop er sognepræst Christina Rygaard Kristiansen fra Tingsted Sogn, som opstiller til det kommende bispevalg i Lolland-Falsters Stift.
Det skriver Horbelev og Falkerslev Sogne i en pressemeddelelse.
Tre andre kandidater
Arbejdsgruppen meddeler, at Christina Rygaard Kristiansen har indvilliget i at lade sig opstille som kandidat til bispeembedet.
Udover Christina Rygaard Kristiansen er der ifølge Sjællandske tre andre kandidater i spil som biskop. Heriblandt Poul Joachim Stender, der er sognepræst i Kirke Saaby og to lokale præster fra Falster. Der kan komme flere mulige kandidater til endnu, da embedet som biskop først er slået op i slutningen af november.