”Jeg har fået lov af familien til at sende dette til jer, da de bare håber, at det her ikke rammer andre. Men lige nu ønsker de selv også at holde lav profil.”
Sådan skriver vennen af den 15-årige drengs familie til TV ØST. Derfor bringer vi her brevet fra familiens ven:
”Jeg skriver til jer anonymt. Og vil gerne forblive sådan.
Jeg kender familien, hvis dreng ligger i koma. Det er en dejlig, varm og kærlig familie på alle måder.
Hvis det her kan ramme dem, så kan det ramme os alle - selv min egen familie.
Jeg har været derinde på hospitalet flere gange nu, og det gør mig ked af at læse, at I blot skriver, at han ligger i koma.
Det får unge og ældre til at tænke, at han nok skal klare den, og at han nok vågner op snart. Det virker langt fra så dramatisk, som det rent faktisk er. Og det vil ikke afholde andre unge fra at tage stoffer.
Drengen ligger med over 30 forskellige slanger og ledninger til kroppen. Hver time får hans familie at vide, at der nok ikke er mere at gøre, og at han vil dø. Han chancer for at overleve er under 20 procent, og risikoen for, at han vågner op og bliver sig selv igen er lig 0.
Den første nat blødte han fra øre og næse. Og hans organer svigtede.
Der er konstant tre speciallæger og to sygeplejersker, som kun koncentrerer sig om ham. Hans forældre ved ikke, om de får en søn med hjem igen eller ej.
Dette er ikke blot en simpel koma. Dette er liv og død. Forestil jer, at I den ene time får at vide, at jeres søn måske vil leve natten ud og måske ikke. Og den næste time siger lægerne, at nu skal familien samles for at sige farvel.
Det ene øjeblik mener de, at han skal have amputeret en legemsdel, og næste gang lægen kommer ind, er det for at fortælle, at hans lever og nyre ikke virker mere.
Drengens arme, hals, fødder og ben er skåret op, fordi hans muskler er svulmet op og ikke fungerer. Hans mave er gået i stykker, og han skal opereres endnu engang. Men denne gang er det ikke sikkert, at han overlever operationen.
Forestil jer, at I skal fortælle jeres andre børn, at deres bror ikke kommer hjem den ene dag, og dagen efter er der et lille, lille bitte håb.
Og I taler om koma, som en ting man vågner fra igen.
De unge har brug for at vide, at det her er alvorligt.”