- Det handler om de underlæggende ting, der er imellem os som mennesker. Hvad har vi tilfælles? Hvad binder os sammen?
Sådan lyder det fra Mette Nordahl fra Nordahl Academy, der har udviklet et særligt koncept, de bruger på Ellekildeskolen i Sakskøbing. Konceptet har går under navnet PAF og hjælper børn med at trives bedre i skolen.
Vi arbejder med respekt, tålmodighed og forståelse
Konflikter var hverdagskost i 2.B på Ellekildeskolen i Sakskøbing. Lige indtil de begyndte at arbejde med konceptet PAF. Det går i al sin enkelthed ud på at lære at forstå hinanden.
- Vi laver et rum af tillid blandt eleverne. Vi arbejder med ord som respekt, tålmodighed og forståelse, siger Mette Nordahl.
Arbejder for at få den gode relation
Ifølge en undersøgelse fra VIVE - Det Nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, er der tegn på dalende trivsel i skolen.
For eksempel er andelen af 7-årige, der virkelig godt kan lide skole, faldet med 18 procentpoint siden 2009.
Hvad står PAF for?
PAF står for power, attitude og fokus. Det er en metode udviklet til at styrke elevers trivsel.
Det centrale er opstillingerne, hvor børnene bliver klogere på sig selv og det fællesskab, de er en del af.
- Power: Hvad er det, du får power af? Hvor får du den gode følelse i kroppen? Brug den følelse i skolen. Det handler om at blive bevidst om ens egen power.
- Attitude: Hvilken attitude har jeg i forhold til mig selv og til andre?
- Fokus: Fokus på at jeg er god nok. Hvad vil jeg gerne i løbet af dagen? Hvad vil jeg gerne have fokus på? Det handler om at ændre mindsset og tankemønstre.
- Mange spørger mig, hvorfor handler det ikke om mobning? Men mobning er det, der sker, når vi begynder at tage pillen. Lige nu arbejder jeg for, at vi ikke får ondt i hovedet og for, at vi skal få den gode relation, siger Mette Nordahl.
Interesse fra Brasilien og Østrig
I Holland har man allerede lærere og pædagoger, der er uddannet i at bruge PAF-metoden, men de har ikke fået det ind i skolesystemet endnu.
Derfor vil hollandkse konsulenter, der arbejder i skolesystemet, nu tage turen til Danmark for at lære mere konkret om, hvordan man kan arbejde med metoden i skoleklasser.
- Der kommer også én fra Brasilien, der arbejder i skolesystemet, og der kommer én fra Østrig, der arbejder med børn i skolsesystemet, der har udfordringer som blandt andet ordblindhed, siger Mette Nordahl.
PAF I SKOLEN
- I 2012 udviklede Mette Nordahl fra Holbæk metoden PAF (Power, Attitude and Focus).
- Metoden er blevet testet, afprøvet og videreudviklet på bl.a. Firhøjskolen i Føllenslev, Ungeenheden i Odsherred Kommune, Katrinedalskolen afd. Tuse Næs i Holbæk, Bramsnæsvigskolen i Lejre, Frederiksund Private Realskole og på Ellekildeskolen i Sakskøbing.
- Udgangspunktet er at skabe en dynamisk og synkroniseret forandring i klasserne ved at indføre kulturen blandt ledere og medarbejdere, så der opleves en forbedring af klasseforholdene, elevernes individuelle præstationer og relationen mellem lærer, forældre og elev.
- Alle øvelser i kulturen har udspring i metoden systemisk opstilling, der tager udgangspunkt i synliggørelse og styrkelse af relationsdannelsen blandt alle.
Kilde: www.pafiskolen.dk
I alt kommer 16 kursister fra udlandet til Danmark i slutningen af oktober for at lære mere om PAF-konceptet, hvor Eldekildeskolen og skoleleder Jakob Martinsen også vil deltage.
- Jeg kommer til at undervise dem i grundprincipperne og Jakob (skoleleder, red) vil holde foredrag om, hvad det er for en forandring, han har oplevet blandt lærerne, eleverne og forældrene, siger Mette Nordahl.
Samles i en cirkel med hinanden i hænderne
Overordnet set handler det om at gøre elever læringssparate, så børn og unge ikke er fyldt op med problemer indeni. Det undgår man ved, at eleverne taler sammen, finder ud af hvad de har til fælles, og hvad den bagvedliggende årsag er til, at man opfører sig og handler, som man gør.
Vi samler os i en cirkel, så vi ikke bare sidder bag skrivebordene, så vi kan se hinanden
Det kræver ikke bare en mental forandring, men også en fysisk. Derfor går øvelsen blandt andet ud på, at man står i en rundkreds og holder hinanden i hånden.
- Vi samler os i en cirkel, så vi ikke bare sidder bag skrivebordene. For når vi gør det, kan vi bedre være, og vi kan allesammen se hinanden. Meningen er, at der skal skabes tillid i den cirkel. Vi lærer børnene ligeså stille at sige: Godmorgen - hvad har du oplevet af gode ting?
Her snakker eleverne om, hvad de har oplevet, og hvad de har til fælles. Det kunne fx være hvilket nummer, man er i en søskendeflok, og hvordan relationen er til sine søskende derhjemme, men også hvordan relationen er til andre i klasse: Hvem kendte hinanden på forhånd, og hvem startede i klasse senere, end de andre?
- Jeg har gjort konceptet enkelt og så simpelt, at det virker. Mange starter med de voksne - jeg er startet med børnene, siger Mette Nordahl.