Borgere på Lolland og Falster kan se frem til nye sygehusafdelinger på Nykøbing Falster sygehus, som skal stå klar i 2018. De kan vente sig nye bæredygtige intensiv-, hjerte- og akutafdelinger.
Tilbage i 2013 godkendte Guldborgssund Kommune planerne om det 232 millioner kroner dyre projekt – og i begyndelsen af sidste uge blev det første spadestik så taget.
Et spadestik, der ikke kun glæder borgerne i kommunen, men også en række lokale entreprenører.
Bæredygtigheden selv
Projektet er et af mange, der er i gang lige for tiden i Region Sjælland. Ifølge tal fra Femern Development vil der de næste 10 - 15 år blive brugt 200 milliarder på anlægsprojekter i Østdanmark.
Men særligt ved dette projekt er for det første, at sygehuset er DGNB-præcertificeret som det første i hele Danmark. Sådan en certificering blåstempler projektet som værende bæredygtigt.
Det sikrer, at bæredygtighed implementeres i byggeriet både under design- og projekteringsfasen af byggeriet, samt under udførelsen og i driften.
Gavner lokale virksomheder
Derudover, så har man valgt at dele byggeriet op i 13 fagentrepriser i stedet for at give det til én hovedentreprenør.
Det gør det muligt for små firmaer at få en del af opgaverne, fx har BO-HUS fra Nykøbing Falster fået 5 af de 13 opgaver.
Det er politikernes beslutning, for at de små firmaer på Sydsjælland, Lolland og Falster har mulighed for at få del i arbejdet.
Det betyder, at 7 ud af de 11 firmaer er lokale fra regionen, og resten af firmaerne har lokalafdelinger i området.