Det har vi lært af coronakrisen: Virtuelle møder er hurtigere og giver meget mindre smalltalk

Corona har fået hjemmearbejde og virtuelle møder højt op på dagsordenen på virksomheden Faxe Kalk i Faxe Ladeplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De sidste tre måneder har ledelsen på Faxe Kalk gjort sig nogle erfaringer, som virksomheden ellers ville have været flere år om at komme i gang med. 

- Corona har helt sikkert fået hjemmearbejde og virtuelle møder højere op på agendaen, noget vi ellers ville have været længe undervejs med. 

quote Man kunne bedre fordybe sig og  pludselig var klokken 14, og jeg havde glemt at spise frokost

Klaus Rønholt, direktør, Faxe Kalk 

Dét fortæller direktøren for Faxe Kalk, Klaus Rønholt, når han tænker tilbage på de sidste tre måneder.

- Her blev vi tvunget til at arbejde hjemme og bruge virtuelle møder, så krisen har lært os, at der er nogle fordele, og det vil ændre vores måde at arbejde på. Jeg oplevede på ingen måde at  medarbejdernes arbejdsindsats var mindre. Det har været en anderledes oplevelse, og det har sat gang i nogle ting, fortæller han. 

Overraskende effektiv

Faxe Kalk bryder kalk,  der bruges som brændt kalk i kraftvarmeværker, jordbundskalk til landbruget, kalk til jordstabilisering i stabilgrus, og kalk i pulverform, der bliver brugt i glas og maling.

En stor del af virksomhedens 68 ansatte arbejder i produktionen og har ikke været sendt hjem, men det har de 12 medarbejdere, der arbejder i administrationen, inklusive direktøren selv.  

-Jeg arbejdede selv hjemme i fem uger, og det var overraskende effektivt. Man kunne bedre fordybe sig og pludselig var klokken 14, og jeg havde glemt at spise frokost, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Under coronakrisen arbejdede økonomiassistent Jeanet Valentin Madsen hjemme, og hun var overrasket over, hvor godt det gik. 
Under coronakrisen arbejdede økonomiassistent Jeanet Valentin Madsen hjemme, og hun var overrasket over, hvor godt det gik.  Foto: Frederikke Hobye - TV2 ØST

Det samme oplevede Jeanet Valentin Madsen, der er økonomiassistent i virksomheden.

quote Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg fremover tager et par hjemmearbejdsdage om måneden

Jeanet Valentin Madsen, økonomiassistent, Faxe Kalk

- Det har fungeret meget bedre, end jeg havde troet. Jeg er ikke vant til at arbejde hjemme, men jeg kunne fordybe mig og tilrettelægge min egen arbejdsdag uden forstyrrelser. Dagene gik hurtigt, og jeg blev kreativ i forhold til at printe mindre, fortæller hun.   

Læs også
Samarbejde på tværs og hurtige beslutninger: Corona-krisen har gjort os bedre
Læs også
Samarbejde på tværs og hurtige beslutninger: Corona-krisen har gjort os bedre

- Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg fremover tager et par hjemmearbejdsdage om måneden. Jeg sparer en masse transporttid, og nu kan jeg holde online møder med eksterne kunder frem for blot at tale i telefon, det giver noget andet, fortæller hun. 

Skal også huske at ses

Både Klaus Rønholt og Jeanet Valentin Madsen er dog enige i, at det også er vigtigt at ses, så man ikke sidder for meget alene og bliver isoleret. 

-Jeg har indimellem været inde på kontoret for at hente nogle mapper og papirer, og der lagde jeg lige et lille påskeæg til dem allesammen for vise, at de ikke var glemt, så det var ment som en lille opmuntring, fortæller Jeanet Valentin Madsen.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Faxe Kalk A/S i Fakse Ladeplads er en af Danmarks førende leverandører af kalkprodukter til blandt andet kraftvarmeværker,  landbruget og glasindustrien. 
Faxe Kalk A/S i Fakse Ladeplads er en af Danmarks førende leverandører af kalkprodukter til blandt andet kraftvarmeværker,  landbruget og glasindustrien.  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

En del af at arbejde hjemme var, at der skulle holdes virtuelle møder blandt andet med virksomhedens belgiske ejer og med søstervirksomheden i England.  

- Vi har altid haft det sådan med virtuelle møder, at det kommer aldrig til at gå. Men de fleste lærte lynhurtigt, hvordan man gebærder sig på sådan nogle møder. Og modsat de gammeldags møder så blev de virtuelle møder afviklet indenfor tiden, fordi der ikke var så meget smalltalk, fortæller Klaus Rønholt.

- Normalt rejser vi rigtig meget rundt, og vi skal selvfølgelig stadig ses, men vi kan fremover spare tid og omkostninger til flyrejser, og det er bedre for klimaet, siger Klaus Rønholt.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Fordelen er fleksibiliteten, at man selv kan tilrettelægge sin egen hverdag, det motiverer medarbejderne, siger Pernille Erichsen, chef for Ledelse og Virksomhedsudvikling i Dansk Industri.
Fordelen er fleksibiliteten, at man selv kan tilrettelægge sin egen hverdag, det motiverer medarbejderne, siger Pernille Erichsen, chef for Ledelse og Virksomhedsudvikling i Dansk Industri. Foto: Frederikke Hobye - TV2 ØST

Faxe Kalk er ikke den eneste virksomhed, der har gjort sig erfaringer med hjemmearbejde under coronakrisen.  Det viser en undersøgelse fra Dansk Industris såkaldte virksomhedspanel.

quote Når der skal udvikles nye ideer, skal vi være sammen, så er det vigtigt, man ikke bare sidder bag hver sin skærm

Pernille Erichsen, chef for Ledelse og Virksomhedsudvikling i Dansk Industri

Panelet bygger på svar fra 1.128 virksomheder fra d. 18. maj til d. 19. maj 2020. Af de virksomheder, der har set en positiv effekt af hjemmearbejde, er 80 procent nu klar til at bruge hjemmearbejde fremover.

Motiverer at planlægge selv

Ser man på de regionale tal, viser det sig, at hele 41, 8 procent af virksomhederne i Region Sjælland har ændret holdning til, at medarbejderne arbejder hjemme sammenlignet med før nedlukningen d. 12. marts.  På landsplan drejer det sig om 39,5 procent. 

- Fordelen er fleksibiliteten, at man selv kan tilrettelægge sin egen hverdag, det motiverer medarbejderne, siger Pernille Erichsen, der er chef for Ledelse og Virksomhedsudvikling i Dansk Industri.

Virksomhedernes erfaringer med hjemmearbejde under nedlukningen

  • Tre ud af fire virksomheder har øget deres brug af hjemmearbejde under coronakrisen.
  • Ti pct. har oplevet øget produktivitet, det ses især på større virksomheder med mange administrative medarbejdere indenfor vidensservice 
  • Halvdelen af virksomhederne oplevede ikke nogen ændring i medarbejdernes produktivitet 
  • Hver tredje virksomhed oplevede lavere produktivitet, det ses især indenfor brancher, hvor det er svært at arbejde hjemme som transport og rengøring.
  • Af de virksomheder, der har set en positiv effekt (øget eller neutral ændring) er over 80 procent er klar til at bruge hjemmearbejde fremover.
     

Kilde: DI’s Virksomhedspanel, bygger på svar fra 1.128 virksomheder ud af 6.587 adspurgte virksomheder fra d. 18. maj til d. 19. maj 2020.

 

Vidensservice dækker over rådgivning indenfor management, IT, teknisk rådgivning, kommunikation, reklame-, revisions- og advokatvirksomheder – dvs. arbejde der i stor udstrækning kan udføres bag en computerskærm.

Pernille Erichsen understreger, at der også er situationer, hvor det er vigtigt, at man mødes og er fysisk sammen. 

- Når der skal udvikles nye ideer, skal vi være sammen, så er det vigtigt, man ikke bare sidder bag hver sin skærm. Vi har brug for at være en del af et fælleskab, og det kan gå fløjten, hvis man ikke mødes, siger hun. 

Hos Faxe Kalk er medarbejderne nu tilbage i virksomheden, men de gode erfaringer vil man holde fast i.

- Vi skal have mest muligt ud af de erfaringer, vi har lært under coronakrisen. Så hjemmearbejde bliver bestemt en mulighed. Hvis en medarbejder eksempelvis føler sig halvsløj, kan han eller hun arbejde hjemme og sammen med vores fortsatte fokus på hygiejne, så vil det også betyde et lavere sygefravær,  som vi har set i den her tid, siger Klaus Rønholt.


Nyhedsoverblik