Klokken 08.45 fredag sender Brøderup Efterskole deres morgensang live på Facebook.
Her kan både nuværende og tidligere elever være med, men alle andre, der har lyst, er også inviteret til at deltage.
Det er viceforstander Karin Thomsen, der står for den virtuelle morgensang. Hun mener, at sang er et vigtigt redskab til at komme gennem krisetider.
Når vi er presset som folk, og vores frihed er begrænset, har vi danskere i mange år haft en tradition for at synge sammen
- Når vi er presset som folk, og vores frihed er begrænset, har vi danskere i mange år haft en tradition for at synge sammen, siger hun.
En vigtig tradition
Karin Thomsen har været på Brøderup Efterskole i 31 år, og for hende er højskolesangbogen en af grundpillerne i skolens tradition.
- Så syng da Danmark, lad hjertet tale, er de ord, der står på ryggen af Højskolesangbogen, som vi synger efter hver morgen og altid har gjort på Brøderup Efterskole. Som jeg siger til eleverne: Hvis jeg kun måtte have én bog med på en øde ø, skulle det være den. Det er en musikalsk, litterær og kulturel skatkiste, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Siden onsdag i denne uge har hun sunget morgensang sammen med de nuværende elever på Brøderup Efterskole.
- Det er noget af det mest traditionelle på Brøderup Efterskole. Vi holder både morgensang og aftensang, og om fredagen, inden eleverne tager hjem på weekend, synger vi også sammen.
Giver hverdagen struktur
Efterskoleeleverne er alle sendt hjem og følger undervisningen via deres computere. Og når man går på efterskole og er vant til at være sammen med sine kammerater hele døgnet, er det en stor omvæltning.
- Det var de helt vildt kede af, og de frygter, at det vil vare længe. Vi er vant til at kunne give krammere og være sammen 24 timer i døgnet, fortæller Karin Thomsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Eleverne er dog gode til at bruge de sociale medier til at holde kontakt med hinanden, fortæller viceforstanderen. Og så har skolen sørget for, at de kan lave gruppearbejde, selvom de sidder spredt ud over hele landet.
- Vi afvikler undervisningen på skoleskemaet, som vi plejer. De møder til morgensang klokken 08.45, og så følger de den undervisning, de ellers skulle have haft, via hver deres computer, fortæller viceforstanderen.
Det er hendes oplevelse, at den struktur er god for eleverne, og det giver dem også mulighed for at arbejde sammen med de kammerater, de normalt har undervisning sammen med.
Alle kan deltage i den virtuelle morgensang klokken 08.45 på Brøderup Efterskoles Facebookside.