Danish Crown kæmpede med hygiejnen, da coronasmitten spredte sig på slagteri

Selvom smitten spredte sig på Danish Crown i Ringsted, blev der alligevel fundet en række hygiejne-problemer på slagteriet langt ind i udbruddet. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Selvom myndighederne i en uge havde kæmpet mod coronasmitten i forbindelse med udbruddet på Danish Crown, så blev der alligevel fundet en række problemer med hygiejnen på slagteriet, da infektionshygiejneeksperter fra Statens Serum Institut gennemgik bygningerne. 

Det viser et notat om gennemgangen, som TV2 ØST har fået aktindsigt i. 

quote De ting, der blev fundet, var vigtige detaljer, der skal være på plads

Jens Hansen, pressechef, Danish Crown

Blandt andet blev der fundet blod- og vævsrester på hånddesinfektionsposer, som der var klippet hul i. Arbejdstøj og privat tøj var ikke altid adskilt i omklædningsrummene, en række plastplader mellem arbejdsstationerne i hallerne var fedtede og havde spor ad håndaftryk - og der var så meget larm i arbejdsrummene, at arbejderne var nødt til at gå helt tæt sammen og råbe hinanden i hovedet, hvis de skulle have en chance for at kommunikere. 

Det fremgår af notatet fra Statens Serum Instituts eksperter i desinfektion og hygiejne, som efterfølgende blev sendt til Danish Crown og en række andre myndigheder. 

- Da vi nogle dage inde i forløbet kunne se, at smitten ikke kun skete uden for arbejdspladsen, så bad vi Statens Serum Instituts specialister i hygiejne komme og gennemgå sikkerheden på slagteriet. Vi har generelt et meget højt hygiejneniveau på grund af reglerne for fødevaresikkerhed. Men de ting, der blev fundet, var vigtige detaljer, der skal være på plads, fortæller Jens Hansen fra Danish Crown.  

Han oplyser, at slagteriet med det samme tog anbefalingerne fra Statens Serum Institut til sig – og samtidig har indført dem som regler på virksomhedens øvrige slagterier i Danmark. 

Artiklen fortsætter under fotoet.

Fund fra slagteriet i Ringsted gjort af Statens Serum Institut. Fremhævningerne er foretaget af TV2 ØSTs journalister.
Fund fra slagteriet i Ringsted gjort af Statens Serum Institut. Fremhævningerne er foretaget af TV2 ØSTs journalister. Foto: TV2 ØST

Fik ros 

TV2 ØST har talt med flere slagteriarbejdere om udbruddet i Ringsted.

De fortæller samstemmende om sikkerhedsforanstaltninger, der på næsten daglig basis blev strammet eller ændret på virksomheden, efterhånden som udbruddet spredte sig. Ændringerne påvirkede faste procedurer i deres arbejdsdag. 

Alligevel fortsatte smitten med at sprede sig. Da eksperterne i infektionshygiejne fra Statens Serum Institut kom ud på slagteriet, blev der da også uddelt ros for slagteriets mange tiltag og høje hygiejneniveau. Blandt andet blev håndhygiejnen karakteriseret som værende til topkarakter. 

Jais Valeur
Læs også
Derfor lukker Danish Crown i Ringsted – coronasmitte begyndte at springe
Jais Valeur
Læs også
Derfor lukker Danish Crown i Ringsted – coronasmitte begyndte at springe

På dette tidspunkt, den 6. august, var hele 120 slagterimedarbejdere og pårørende dog smittet – og der blev også fundet en række forhold, der kunne være med til at sprede smitten på slagteriet. 

- I starten var vores fokus at finde de smittede og få dem sendt hjem og isoleret. Vi fulgte rådene fra myndighederne nøje. Men på et tidspunkt kom der fokus på, om smitten skete inde på arbejdspladsen – og så er det jo klart, at hygiejnen bliver et tema, siger Jens Hansen.  

Anbefalingerne fra seruminstituttet er delt op i en i en række temaer: Bedre håndhygiejne, håndtering af affald og vasketøj, rengøring, arbejdsdragter, fokus på de fysiske rammer og kantineforhold. Alt i alt blev der fundet 15 problematiske forhold, der blev samlet sammen i 11 konkrete anbefalinger. 

quote Vi fulgte rådene fra myndighederne nøje

Jens Hansen, pressechef, Danish Crown

Slagteriet blev dog helt lukket i en uge den 10. august - fire dage efter besøget.

Anbefalinger til hele landet 

Hovedanbefalingen var efter gennemgangen fortsat at se på medarbejdernes færden efter almindelig arbejdstid – men der kom også en lang række praktiske anbefalinger til hygiejnen. 

Blandt andet var der hul i beholderne til sprit og sæbe, så de kunne genopfyldes – men det gav mulighed for vækst - og spritten vil fordampe via hullerne, hed det i rapporten. 

De blæsende håndtørrere skulle blandt andet pakkes væk til fordel for papirhåndklæder, da den varme luft kunne sprede smitten rundt, der skulle ryddes op i værnemidler til rengøringspersonale, der måtte ikke gøres redskaber rent i håndvaske - og der skulle sikres, at personalet også på vej til og fra arbejdsstationerne havde god afstand til hinanden, og at de ikke var nødt til at tale højt eller råbe til hinanden. 

- Vi har lige siden haft ansatte, der kører rundt på slagterierne og tjekker, at alt er som det skal være, fortæller Jens Hansen. 

Artiklen fortsætter under fotoet.

Foto af nogle af anbefalingerne på slagteriet i Ringsted fra Statens Serum Institut. Fremhævningerne er foretaget af TV2 ØSTs journalister.
Foto af nogle af anbefalingerne på slagteriet i Ringsted fra Statens Serum Institut. Fremhævningerne er foretaget af TV2 ØSTs journalister. Foto: TV2 ØST

Ville gerne have rykket hurtigere

Han ville i dag ønske, at gennemgangen af infektionshygiejnen blev lavet tidligere. 

- Set i bakspejlet, så havde det været godt, hvis eksperterne fra Statens Serum Institut var kommet umiddelbart efter, at smitten var konstateret. Men vores tvivl begynder først at melde sig, da smitten fortsætter med at sprede sig. Er der noget, som vi har overset? Er der noget, der kan gøres bedre? Men – det allerbedste havde jo nok været, hvis vi helt tilbage i april måned havde haft den viden, som vi har i dag, siger han. 

Han oplyser, at der er sat et analysearbejde i gang for at kortlægge smittevejene i udbruddet i Ringsted. Dette arbejde er dog på grund af travlhed med det øvrige udbrud endnu ikke kommet i dybden med forløbet.  

Der er samtidig også sat gang i et andet projekt, der skal kortlække om ventilationen på slagteriet måske kan have spillet en rolle i ar sprede smitten. 

Ventilationssystemerne er da også efter udbruddet blevet rengjort, erfarer TV2 ØST. 


Nyhedsoverblik