To coronasmittede borgere er døde i Region Sjælland.
Det siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) på et pressemøde fredag klokken 16.
Fredag er de seneste tal, at 32 personer er indlagt i isolation i Region Sjælland, hvoraf syv af dem er indlagt på intensiv afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
Hospitalet har indtil videre været det primære hospital for corona-patienter i Region Sjælland, men fredag tog man den nye en covid-19-afdeling på Slagelse Sygehus i brug. Her er der plads til 48 patienter.
Se hele Region Sjællands pressemøde her:
Ved Slagelse Sygehus blev der torsdag sat hvide telte op, hvor patienter, der muligvis er smittet med coronavirus, skal opholde sig og være adskilt fra sygehusenes andre patienter.
Fredag blev teltene så sat op foran sygehusene i Holbæk og Nykøbing Falster. Ved sidstnævnte bliver der allerede nu testet i de nye faciliteter, oplyser regionen til TV2 ØST.
Testfaciliteterne bemandes af personale fra akutafdelingen, og de er etableret i samarbejde med Beredskabsstyrelsen, som har sat teltene op.
Telte sat op ved flere sygehuse
På pressemødet foreslog regionsrådsformand Heino Knudsen, at screeningsprogrammer for tarm- og brystkræft udsættes i en periode for at frigøre ressourcer. Det vil kræve en national politisk beslutning.
- Men set fra min stol kunne det være næste skridt at tage for at frigive ressourcer, siger han.
Samtidig lukker regionen ned for flere planlagte operationer. Kristiske operationer som eksempelvis kræft bliver dog ikke lukket ned.
- Vi lukker ned på en kontrolleret måde for andre aktiviteter. Nogle vil stadig blive indkaldt, fordi det er vurderet, at de skal til kontrol. Der er nogle, som ikke kan tåle at vente, siger sundhedsdirektør Leif Panduro Jensen.