Erhvervshus tror på folks købelyst, men frygter for restauranterne

Erhvervshus Sjælland tror på en lyst hos forbrugerne til at bruge penge i de genåbnede butikker og deler Horestas bekymring, hvad angår cafeer og restauranter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På den ene side er det rigtig godt nyt for sjællandske butikker, restauranter og hoteller, at detail- og restaurantsbranchen i Danmark igen må åbne op for kunder.

På den anden side giver coronavirussens fortsatte tilstedeværelse i samfundet anledning til bekymring om, hvorvidt forbrugerne så rent faktisk også går ud og lægger penge i de sultne kasser.

Sådan lyder det hos Erhvervshus Sjælland, der vejleder og rådgiver virksomheder og iværksættere i Region Sjælland.

Usikkert om folk vil bruge penge på at gå ud og spise

Bekymringen om forbrugernes lyst til at bruge penge er især rettet mod restaurationsbranchen, hvilket brancheorganisationen Horesta også tidligere har givet udtryk for.

Læs også
Populær restaurant på Falster hejser flaget og byder igen gæsterne indenfor
Læs også
Populær restaurant på Falster hejser flaget og byder igen gæsterne indenfor

- Det er en bekymring, vi deler, for ingen ved, hvordan forbrugsmønstret vil se ud, når smitten stadig er rundt om os. Her er restauranter og caféers påvirkning svære at spå om, og jeg tror også, der vil være forskelle rundt om i landet. Vores fornemmelse er dog, at man også har lyst til at gå ud at spise og få en øl, siger direktør Mads Váczy Kragh.

quote Mange gik til frisøren, og det erhverv lå 40 procent over den normale omsætning. Det tror jeg også, vi vil se på detailområdet

Mads Váczy Kragh, direktør hos Erhvervshus Sjælland

Han er mere sikker i vurderingen af forbrugslysten på detailområdet.

- Fra erfaringer fra den første genåbning så vi hos eksempelvis frisørerhvervet, at der blandt forbrugerne var en ophobet forbrugslyst. Mange gik til frisøren, og det erhverv lå 40 procent over den normale omsætning. Det tror jeg også, vi vil se på detailområdet.

Vil åbne grænserne

Fordi coronakrisen ikke er udløst af en økonomisk ubalance, som vi så det med finanskrisen, men er en rendyrket sundhedskrise, forventer Erhvervshus Sjælland en hurtigere tilbagevending til normalbilledet.

Næstved Storcenter genåbning 1
Læs også
Storcenter genåbner med ekstra vagter for at sikre afstand mellem kunderne
Næstved Storcenter genåbning 1
Læs også
Storcenter genåbner med ekstra vagter for at sikre afstand mellem kunderne

En genstand for bekymring er derimod, at pandemien rammer hele verden og har stor påvirkning på eksporterhvervene.

- Her ligger vi på linje med Dansk Industri, der siger, at det er utrolig vigtigt at fokusere på den internationale handel og åbne grænserne igen, siger Mads Váczy Kragh og understreger, at han udtaler sig set fra erhvervsområdet, og at en åbning af grænserne i høj grad også er et sundhedsfagligt område.

I næste uge kommer Erhvervshus Sjælland og Region Sjælland med en rapport bestilt af analysevirksomheden Oxford Research, der kigger på de økonomiske konsekvenser i regionen.


Nyhedsoverblik