Hele lørdag har folk flere steder i landet stået i kø til gratis lyntest, som kan give svar i løbet af 15 minutter.
Falck har i øjeblikket 12 testcentre rundt om i hele landet, hvor man kan teste omkring 5000 om dagen i alt, men målet er at komme op på 50.000 test.
Vi har fået en masse folk på arbejde, for at folk ikke skal stå og vente i så lang tid
Regeringen og regionerne indgik fredag aften en aftale med Falck om at levere 50.000 lyntest om dagen, som gratis stilles til rådighed. For at komme op på det antal skal der over de kommende syv til ti dage åbnes yderligere 35-40 testcentre i Danmark.
Men allerede lørdag morgen åbnede de op for de gratis test, og det skabte kø flere steder. Ét af stederne var i Ringsted. Her forventer de at kunne teste omkring 1000 mennesker om dagen.
- Da vi startede, var køen endnu længere, end den er nu. Vi har fået en masse folk på arbejde, for at vi kan komme hurtigere igennem det, og folk ikke skal stå og vente i så lang tid, siger Nadia Kongsted, der er driftsleder hos Falck på testcenteret i Ringsted.
- Der var kø allerede inden, vi åbnede, hvilket selvfølgelig er positivt. Der har været positiv feedback fra de folk, vi har haft igennem, og de har taget godt imod det.
- Det giver en form for tryghed
Kathe Nielsen var en af de borgere fra Region Sjælland, der lørdag stod i kø til en lyntest i Ringsted. Hun er positiv over for, at Falck nu også hjælper til med at få testet folk.
- Det, synes jeg, er rart. Der er jo lange ventetider til at komme til, hvis man ikke har symptomer eller har haft nærkontakt, så det er rart med den her mulighed. Det giver en form for tryghed, siger Kathe Nielsen.
- Jeg har fået en mail fra min chef i dag om, at der er kollegaer, der er testet positive på min arbejdsplads. Da vi arbejder med børn på min arbejdsplads, ville min chef gerne have, at vi blev testet hurtigst muligt.
Her ligger Falcks nuværende testcentre:
- Hvidovre: Man-fre: 07:00 - 20:00 (Lør-søn: 10:00 - 18:00)
- Farum: Alle dage 11:00 - 18:00
- CPH Lufthavn: 06:00 - 00:00 (åbent hele døgnet for rejsende - dog ikke PCR test)
- Ringsted: Alle dage 10:30 - 19:00
- Kolding: Alle dage 11:00 - 20:00
- Aabenraa: Alle dage 11:00 - 20:00
- Aarhus C: Alle dage 11:00 - 20:00
- Herning: Alle dage 08:00 - 18:00
- Nr. Sundby: Alle dage 09:00 - 20:00
- Rønne: Hverdage 07:00 - 10:00
Falck åbner mange flere centre over de kommende dage og uger.
Nyt testcenter åbner i Holbæk
Lige nu kan Falck teste 5.000 på landets testcentre, men det tal skal op på 50.000.
Samtidig er det planen, at et center i Holbæk skal åbne på mandag.
- Vi regner med at teste mellem 500-1.000 borgere om dagen, siger Keld Krogh Jacobsen, områdeleder hos Falck Ambulance.
- Vi kører ikke med tidsbestilling. Du møder faktisk bare op inden for åbningstiden og stiller dig i kø, og så kommer du igennem og bliver testet, siger Jakob Wohlgemuth, regionsdirektør for Falck Ambulancecenter.
- Allerede torsdag fik vi at vide, at det her lå på tegnebrættet, og at vi godt kunne lave de indledende manøvre, så det vi gjorde her i Holbæk var, at vi tog kontakt til Holbæk Kommune og fik en kontakt med borgmesteren, Christina. Inden for et par timer fik vi ved hjælp af hende og hendes stab stilet den her hal til rådighed, som har gjort, at vi nu kan bygge et system op, der kan håndtere op til 1.000 borgere på en dag.
Op til tre timers ventetid
Åbningen af de gratis test lørdag har skabt massiv kø flere steder i landet.
- Der har været særdeles stor interesse, og der er rigtig mange mennesker. Interessen er enorm over hele landet, siger Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør i Falck
På Falcks hjemmeside fremgår det, at der er op til tre timers ventetid flere steder i landet.
Blandt andet ved Falcks testcenter i Hvidovre har interessen for lyntesten været enorm.
I disse tilfælde kan du tage en lyntest:
- De nuværende anbefalinger lyder, at lyntest ikke er for folk med symptomer på coronavirus, nære kontakter til smittede eller sundhedspersonale, som skal testes som normalt.
- Sundhedsstyrelsen ser først og fremmest lyntest som et værktøj til at screene en større gruppe - for eksempel ansatte på et slagteri eller beboere på et kollegie.
. - De kan også bruges, hvis man vil testes forud for en begivenhed - for eksempel inden jul - men ikke hvis man skal være sammen med en person i risikogruppen - herunder ældre og kronisk syge.