- Jeg har det meget, meget godt med, at jeg nu får andet stik. Man kan ikke andet, når man hører om så mange, der er gået bort.
Sådan siger Birgit Kofoed, der bor på plejecenteret Møllebakken i Boeslunde syd for Slagelse, hvor de 25 beboere i dag blev vaccineret for anden gang.
Hvor er det trist, at vi ikke kan smile til hinanden, når vi handler. Det er noget, som jeg glæder mig til, at vi kan igen
Vaccinen Comirnaty fra producenten Pfizer-BioNTech skal man nemlig vaccineres med over to omgange, før den opnår sin fulde effekt. Anden omgang skal gives efter cirka tre uger - og i dag var det tid.
- Jo flere, der er vaccineret, jo mere kan jeg sænke skuldrene for, at vi ikke får corona ind her, siger Connie Andersen, der er daglig leder på Møllebakken.
I foråret blev Møllebakken ramt af et corona-udbrud. Og selvom det er lykkedes plejehjemmet at holde smitten på afstand siden, så er det dog en stor lettelse at få vaccinerne på plads, siger hun.
Skal beskytte mod store udbrud
Med udrulningen af anden vaccinationsrunde håber Region Sjælland, at kunne undgå store udbrud af coronavirus på landsdelens plejehjem.
Sådan et udbrud har man siden årsskiftet kæmpet med på Kildemarkscenteret i Næstved.
Søndag blev det klart, at det er den frygtede engelske variant af corona-virus, B.1.1.7, der spreder sig på plejecenteret. Den er kendt for at kunne sprede sig langt hurtigere end de kendte varianter af virussen.
- Jeg er bekymret, fordi jeg synes det er meget tydeligt, hvor hurtigt den her smitte kan sprede sig, siger Jakob Bigum Lundberg, der er direktør for Ældre og Sundhed i Næstved Kommune.
23 borgere og 21 medarbejdere er indtil nu blevet smittet med varianten, selvom plejecenteret var et af de første i kommunen til at modtage vaccinationer.
- Det fortæller mig, hvor vigtigt det er, at man får stik nummer to, siger Jakob Bigum Lundberg.
Tager tid før der er fuld beskyttelse
Det er først syv dage efter den anden vaccination, at man opnår den fulde beskyttelse mod coronavirus, forklarer Tyre Grove Krause fra Statens Serum Institut.
Beboerne på Møllebakken må altså vente lidt endnu, før vaccinen har opnået fuld beskyttende effekt. Alligevel er det lettede nu.
- Man slapper af, efter stik nummer to. Så tænker man, at det er gået fint. Så fungerer livet igen, siger Sanne Severs, der bor på Møllebakken.
Det synes Birgit Kofoed fra plejecenteret også - og hun glæder sig til, at vi en dag kan vinke farvel til mundbind og visirer.
- Hvor er det trist, at vi ikke kan smile til hinanden, når vi handler. Det er noget, som jeg glæder mig til, at vi kan igen, siger hun.