Kontakttallet for coronavirus er tirsdag beregnet til 1,1.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
- Det indikerer, at epidemien begynder at stige svagt, skriver Magnus Heunicke.
- Det underbygger spildevandsovervågningen, hvor vi ser stigninger i alle fem regioner, særligt i Region Hovedstaden.
Det er første gang siden starten af februar, at kontakttallet er beregnet til at være over 1,0.
Når kontakttallet er 1,1, vil det sige, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre.
Tallet kan sige noget om, hvorvidt smitten i samfundet er på vej op eller ned. Det fortæller dog ikke, hvor mange smittetilfælde der er i samfundet.
I sidste uge var kontakttallet på 0,8.
Undervariant giver stigende smitte
Magnus Heunicke skriver videre på Twitter, at "en del af forklaringen på den stigende smitte er introduktionen af BA.5 i Danmark".
- Den undervariant til omikron udgør foreløbigt 32 procent af de bekræftede tilfælde i uge 23. SSI (Statens Serum Institut, red.) følger fortsat udviklingen tæt, skriver han.
SSI forventer, at BA.5-undervarianten bliver den dominerende denne sommer.
Der er ifølge sundhedsmyndighederne dog ingen tegn på, at BA.5 giver mere alvorlige sygdomsforløb end de varianter, som ramte Danmark i vinter.
Heunicke slog i weekenden fast, at "det er overhovedet ikke på tale" med restriktioner over sommeren.
Det seneste døgn har der været 1159 coronatilfælde i Danmark, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. 1015 af dem er såkaldte førstegangspositive, der ikke har haft coronavirus før.
De 1159 tilfælde er fundet i 7269 PCR-test.
I alt har tæt på tre millioner personer i Danmark haft coronavirus mindst én gang siden virusset kom til Danmark i starten af 2020. Det er over halvdelen af befolkningen.