Fredag formiddag, sneen er væk, det kolde vejr er stille og smukt. I en stald på Stevns står Noëlle Goings Gade fra Dalby og gør hesten Celeste klar til en ridetur.
Hun arbejder som socialpædagog på et behandlingshjem for børn med svær autisme. Et spændende, men også hårdt og krævende arbejde, som hun har svært ved at lægge fra sig, når hun tager hjem til familien, der tæller tre børn og en mand, der arbejder i politiet.
Så når hun har fri, er det vigtigt for hende at koble helt af. Det gør hun bedst med sin hest, og derfor afleverede hun tidligt i morges sine børn i børnehaven og skolen, hvor de tages hånd om af et personale, der nødpasser og nødunderviser.
Det gør hun, på trods af at det er regeringens klare opfordring til landets forældre, at de så vidt muligt skal holde sine børn hjemme. Først gjaldt det kun de store skolebørn, nu gælder opfordringen også de små i børnehaven.
En opfordring, der skaber mange etiske overvejelser og svære diskussioner og er et stort debatemne på de kontante sociale medier.
Kunne ikke hænge sammen
Ved nedlukningen det seneste forår forsøgte Noëlle Goings Gade og hendes mand at holde børnene hjemme. Det gik ikke godt.
- Det endte med, at jeg græd og slet ikke kunne hænge sammen, hverken på mit arbejde eller herhjemme, siger Noëlle Goings Gade.
- Jeg har et arbejde, hvor jeg kan blive udsat for psykiske belastninger, og hvis jeg skal kunne holde til dem, har jeg brug for at have et frirum, hvor jeg kan lade batterierne op.
Og det kan du ikke sammen med dine børn?
- Nej, for mig er det at sidde at fjernundervise eller holde mine børn hjemme ikke det samme som at være ude i stalden med mig selv, hvor jeg kan bearbejde de belastninger, jeg er blevet udsat for.
Hun siger dog, at hun vil holde sin ene søn hjemme, hvis hans børnehave bliver så presset, at den beder forældrene om at holde børnene hjemme, når de har fri.
Holder børn på fire og seks år hjemme
I Næstved sidder juristen Andreas Pourkamali og forsøger sammen med sin kone, der arbejder med kommunikation, at jonglere en hverdag med hjemmearbejde og børnepasning.
Begge er de ansat hos Udlændingestyrelsen.
I modsætning til Noëlle Goings Gade og hendes mand holder de deres to børn på fire og seks år hjemme.
Efter fem dage synes Andreas Pourkamali, at det under omstændighederne går fint, selvom han anerkender, at der også er negative sider ved det set fra alle parters side.
- Der er masser, men vi forsøger at tage det i stiv armen og få det til at hænge sammen. Vi kører en rimelig stram kalenderplan, i forhold til hvem der er på børn, og hvem der er på arbejde.
- Det er en alvorlig situation, vi er i, og samtidig vil vi gerne gøre en indsats for pædagogerne, som selv gør en kæmpe indsats for vores børn.
Forældreorganisation: Meld klarere ud, regering
En del af debatten går på, at der er tale om en opfordring fra myndighedernes side, men ikke et krav. Og burde det være et krav?
Klarere retningslinjer og en bedre kommunikation fra regeringens side er netop, hvad Forældrenes Landsorganisation (FOLA) savner på daginstitutionsområdet, siger formand Signe Nielsen.
Hun hentyder til det seneste pressemøde kort før nytår, hvor den nye nedlukning blev meldt ud.
- Jeg havde gerne set, der var meldt klart ud fra start, hvordan forældrene skulle agere, og at der blev sagt, at børnene ikke bliver syge af at komme i institution, og at der ikke er nogen forventninger til, at man arbejder hjemmefra, når man har børn hjemme, i stedet for at det efterfølgende blev sagt i interviews.
Sådan lyder opfordringen
Dagtilbud holdes fortsat åbne. Forældre opfordres dog til at holde børn hjemme fra dagtilbud, hvis dette er muligt. Det kan fx være forældre, der selv er hjemsendt, men ikke kan passe deres arbejde hjemmefra. Der kan være tale om forældre i mange forskellige situationer, men der kunne eksempelvis være tale om grupper af frisører, tjenere, kokke og ansatte i butikker, der er lukkede.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet
Signe Nielsen kalder den nuværende situation for et mærkeligt tomrum at stille forældrene i.
- De ved ikke rigtig, hvordan de skal reagere. De føler både dårlig samvittighed over, at de svigter samfundet, hvis ikke de kan holde deres børn hjemme, og at de svigter deres arbejde, fordi de ikke kan arbejde hjemme med børn.
BUPL: - Det er for at sikre, at vi kan holde distancen
Pædagogernes fagforening, BUPL, mener, det er nødvendigt i den nuværende situation, at nogle forældre holder deres børn hjemme.
- Pædagoger bliver også ramt af covid-19, og lige så snart vi bliver underbemandet, kan vi ikke tage hånd om de børn, der er der. Hvis forældrene vurderer, at det godt kan lade sig gøre at holde børnene hjemme, så foretrækker vi det i den her periode, hvor smittetallet er så højt.
- Det er for at sikre, at vi kan holde distancen. Det her handler om, at vi skal have pædagogerne til at møde op, og vi skal have flest mulige daginstitutioner åbne. Det her er en af måderne at gøre det på, så vi er nødt til at sikre, at vi tager alt i betragtning, siger Betina Vincent Andersen, der er lokalformand hos BUPL Sydøst.
Opfordringen til at holde sine børn hjemme fra daginstitution følger den generelle nedlukning og varer foreløbigt til og med den 17. januar.