- Det er fantastisk, at vi må åbne igen.
Robin Ekelund er glad. For efter at have holdt lukket i knap fire måneder må han tirsdag igen tage imod kunder i sin tatovørforretning Don't Fear Ink i Næstved.
Det sker i forbindelse med den landsdækkende store genåbning, hvor liberale erhverv som tatovører, frisører og skønhedsklinikker atter må åbne op.
Den månedlange nedlukning har gjort sulten efter at få en tatovering stor, siger Robin Ekelund, der mærker en stor efterspørgsel blandt kunderne.
- Vi har jo langt over 600 kunder, som har henvendt sig her bare den seneste uge, fordi de vil tatoveres nu. De vil jo gerne tatoveres inden sommeren, hvor man gerne vil vise sin tatovering frem, siger han.
Frisør må på overarbejde
Glæden er også stor hos Linda Ankerstjerne, der er indehaver af frisørsalonen Uniq Hair Trend i Næstved.
I stil med Robin Ekelund har hun også oplevet stor efterspørgsel fra kunder, der trænger til at blive klippet eller få farvet hår.
- De har ringet hjem til mig, og de har skrevet på Messenger (beskedprogram på Facebook, red.), og jeg har rykket rundt på kunder, jeg ved ikke hvor mange gange, fordi vi først troede, vi måtte åbne, men hvor vi så ikke måtte alligevel, siger hun.
På nuværende tidspunkt er der ikke ledige tider til at blive klippet før i slutningen af april eller i begyndelsen af maj i Linda Ankerstjernes salon, og i den kommende tid forventer hun at gå en travl tid i møde.
- Vi har taget ekstra kunder ind hver dag, og jeg regner med at møde ind på arbejde fra klokken 07 hver dag. Så det er lange dage, vi får, og jeg er spændt på at se, når måneden er omme, om vi er fuldstændig mørbanket.
Har ikke et problem med at kræve at se coronapas
Tilbage i tatovørforretningen er Yasmin Frederiksen fra Stensved en af de første, der sætter sig i stolen.
Hun har booket tid for at få rettet op på to tatoveringer, hun har fået lavet andetsteds, som hun ikke var tilfreds med.
- Jeg har ventet på den her tid siden januar. Så ja, jeg har glædet mig rigtig meget, siger hun.
Før Yasmin Frederiksen satte sig i tatovørstolen, viste hun et coronapas, der er et krav, som følger med genåbningen. Passet viser, om vedkommende er færdigvaccineret, har overstået covid-19-infektion eller er testet negativ for coronavirus indenfor 72 timer.
Allerede få timer inde i tirsdagens genåbning måtte indehaver Robin Ekelund bede kunder om at forlade butikken igen, da de ikke havde fået taget en coronastest.
- Det er supertrist for både dem og for os, for de skal have en ny tid, og vi står så uden en kunde den pågældende tid. Men det er, hvad det er, og vi må jo følge de restriktioner, som regeringen kommer med, siger Robin Ekelund.
Det har været genstand for debat, at det er butiksejeren selv, der skal bede kunderne om at vise det gyldige coronapas. Bliver en butiksejer taget i at omgås kravet, kan de blive idømt en bøde. Robin Ekelund har ikke et problem med at skulle kræve af sine kunder at se et coronas.
- Nej, det er ikke et problem for mig at sige, at de skal tage testen, for det er både for min, deres og hele Danmarks skyld.
Omvendt har frisør Linda Ankerstjerne det noget sværere med at gøre det.
- Jeg har det ikke helt godt med det. Det må jeg ærligt indrømme, men jeg gør det, for det bliver vi jo nødt til, siger hun.