Den har trodset alt fra verdenskrige, kolera til den spanske syge.
Påskegudstjenesten har aldrig været aflyst i Vor Frue Kirke i Kalundborg, men coronapandemien har alligevel fået lukket dørene til den over 800 år gamle kirke denne palmesøndag.
- Officielt har man ikke lukket kirken på den her måde tidligere, siger Søren Juul, menighedsrådsformand i Vor Frue Kirke.
- Det er svært i denne tid, fordi alle har lyst til at komme i kirke. Ikke mindst fordi påsken står lige foran os, så er det svært at sige, at de ikke kan komme ind. Men det må vi rette os efter.
Under krige har folk jo i høj grad haft behov for at gå i kirke og finde trøst
Kirken er tom for mennesker, for det er ikke tilladt at forsamle sig flere end ti personer. Og det er en anderledes måde at gøre det på, end man før har gjort i historien.
Søren Juul har også været ansat som lektor på Kalundborg Gymnasium i 40 år, hvor han har undervist i historie og har derfor en viden om, hvordan kirken har fungeret i samfundet gennem tiderne.
- Kirken har ikke været lukket, fordi man opførte sig anderledes dengang. Der var det de smittede, der blev isolerede. Kirken forblev åben. Koleraen var i 1850’erne, og der isolerede man sig heller ikke på den måde, vi gør i dag, siger Søren Juul.
En enestående kirke
Vor Frue Kirke rejser sig i bybilledet i Kalundborg. Den er fra begyndelsen af 1200-tallet.
- Det tætteste vi kan komme på det er at sige mellem år 1200 og 1230, siger Søren Juul.
Det er en helt enestående kirke i Nordeuropa, og nu er den altså skrevet ind i historiebøgerne af en helt anden årsag.
- Lukket har den ikke været. Den har stået åben som Guds hus. Under krige har folk jo i høj grad haft behov for at gå i kirke og finde trøst, siger Søren Juul.
Holder gudstjeneste på en ny måde
Sognepræst I Vor Frue Kirke, Morten Pedersen, siger, at han aldrig har oplevet ikke at kunne holde påskegudstjeneste.
- Men det er bare sådan, det er lige nu. Vi har brug for nogle hellige steder, hvor vi kan mødes i forsamlinger, hvor vi kan dele vores tro og vores tvivl.
Derfor har Vor Frue Kirke optaget gudstjenester, som de viser på deres hjemmeside og sociale medier.
- Det er en måde, hvor vi prøver at forkynde evangielet til dem, der har internet, siger Morten Pedersen.
Men der er dog en stor gruppe ældre borgere, som ikke har internet, der ikke får påskens gudstjenester.
- Men det positive er, at vi når andre og flere, end hvis vi ikke havde lavet de her optagelser, siger Morten Pedersen.