- Har du downloadet appen?
Det spørgsmål fik mange af Jyderups borgere stillet lørdag, hvor kampagnen Sikker By blev skudt igang.
Kampagnen skal banke coronavirussen i hovedet og holde smittetrykket så langt nede, at den nordvestsjællandske stationsby bliver Danmarks mest sikre at bo, handle og færdes i under pandemien.
Jeg synes, det er et rigtig godt og dejligt tiltag, så man måske kan slippe udenom det værste
Det skal ske gennem flere tiltag, blandt andet med hundredevis af plakater i bybilledet. Men hovedtiltaget er at få indbyggerne til at downloade sundhedsmyndighedernes app, Smittestop.
Borgere, butiksansatte og elever fra Jyderup Højskole stod klar forskellige steder i byen for at hjælpe borgerne med at downloade appen.
- Jeg synes, det er et rigtig godt og dejligt tiltag, så man måske kan slippe udenom det værste, siger Ditte Egebro fra Jyderup. Hun har ikke installeret appen, men vil gøre det.
Appen har ægteparret Nielsen allerede installeret på deres telefoner.
- Og den er aktiv, slår Ann fast.
- Jeg synes, det er en god idé. En smadder god idé, siger hun.
Gode tilbud skal støtte sagen
Bag initiativet står flere lokale ildsjæle. De støtter op om myndighedernes anbefalinger og vil gøre Jyderup til en sikker by at handle og færdes .
- For vi har brug for, at handelslivet i Jyderup stadig eksisterer, og at folk ikke sidder hjemme og handler på nettet, siger Anja Birkebæk, der er en af initiativtagerne.
I håbet om at få de godt 5.000 indbyggere til at downloade appen lokker flere af de lokale butikker med rabatordninger. Blandt andet Louise Sørensen, der ejer en helsekostbutik. Hun giver kunderne 10 procents rabat på varerne og gratis mundbind.
- Vi skal passe på borgerne, og hvis vores kunder fortsat skal komme og handle her, er vi også nødt til at støtte op om tiltaget, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ifølge hende virker tiltaget.
- Jeg har haft en enkelt kunde, der ikke have appen, men som ville installere den. Ellers har alle andre haft den installeret. Det, synes jeg, er flot, siger hun.
Vi skal passe på borgerne, og hvis vores kunder fortsat skal komme og handle her, er vi også nødt til at støtte op om tiltaget
Ministerium påskønner lokalt arbejde
Ifølge Sundheds- og ældreministeriet, så er det lokale initiativ mod coronavirus en rigtig god idé.
- Sundheds- og Ældreministeriet påskønner lokale initiativer som dette i Jyderup. Virkningen at Smitte|stop forbedres, når flere downloader appen og aktivt bruger den, når de testes positiv for coronavirus. Derfor kan den frivillige app Smitte|stop blive et endnu mere effektivt digitalt værktøj som supplement til den manuelle kontaktopsporing, når initiativer som dette iværksættes.