På et pressemøde mandag aften fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at daginstitutioner og skoler åbnes fra den 15. april og frem.
Det har sat gang i arbejdet i kommunerne, der har ansvaret for, at forholdene er i orden, når børn og voksne igen skal være sammen i institutionerne.
Det er blandt andet børn i daginstitutioner og elever på skolernes første fem klassetrin, der skal genoptage en mere normal hverdag.
Det er den første spæde start, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi eventuelt kan gøre det
Og det kræver nøje planlægning, at få de mindste ud i samfundet igen, fortæller Anette Mortensen (V), der er borgmester i Stevns Kommune.
Kommunen har tirsdag indkaldt dens krisestab til et møde, hvor genåbningen skal drøftes.
- Det er den første spæde start, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi eventuelt kan gøre det, siger hun.
- Det handler om at finde ud af, hvad det er, vi ved, men også lige så meget at finde ud af, hvad det er, vi ikke ved endnu.
Mangler retningslinjer
Sundhedsstyrelsen og Børne- og undervisningsministeriet har tirsdag eftermiddag ikke meldt ud, hvilke retningslinjer kommunerne skal følge ved åbningen af institutionerne.
Til TV2 ØST oplyser Børne- og undervisningsministeriet, at der snarest vil blive sendt meldinger ud til kommunerne om, hvordan åbningen skal foregå. Om det bliver tirsdag eller onsdag, er dog endnu for tidligt at sige.
Disse institutioner vil kunne åbne den 15. april:
- Dagtilbud, obligatoriske tilbud og pasningsordninger
- Grundskoler: 0.-5. klasse
- SFO, fritidshjem og klub: 0.-5. klasse
- Specialtilbud, specialklasser og ungdomsskolens heltidsundervisning, mv.: Alle klassetrin
- Gymnasiale uddannelser: 3.g- og 2. hf-klasser samt ASF-klasser (Autisme Spektrum Forstyrrelser)
- Erhvervsuddannelser: Merkantile eux-elever, som afslutter det studiekompetencegivende år denne sommer, og tekniske eux-elever på sidste år af deres uddannelse for så vidt angår de gymnasiale fag
- AMU-certifikatkurser: Hvor der er ledige, for hvem det pågældende AMU-kursus er påkrævet for at starte et specifikt job.
Alle øvrige uddannelsestilbud under Børne- og Undervisningsministeriet forbliver lukkede efter de nuværende retningslinjer til og med den 10. maj og fortsætter nødundervisningen og nødpasningen som under de seneste uger af nedlukningen.
Kilde: Børne- og undervisningsministeriet.
Men selvom der ikke findes konkrete udmeldinger om, hvordan kommunerne skal håndtere åbningen, er man på Stevns allerede i gang med at drøfte forskellige scenarier for åbningen.
Rammerne og hygiejnen skal være i orden, før institutionerne kan åbne, skriver Børne- og Undervisningsministeriet på deres hjemmeside. Og derfor skal der findes mulige løsninger på, hvordan netop dette håndteres, fortæller Anette Mortensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
På mandages pressemøde sagde statsminister Mette Frederiksen (S) også, at børnene i vid udstrækning skal opholde sig udenfor. Og det er et af de punkter, man i Stevns Kommune vil finde forskellige løsninger på.
- Vi vil også se på, om vi har nogle udearealer, som kan benyttes. Men vi er fortsat lagt fra at have det på plads, siger Anette Mortensen.
Også i Odsherred Kommune er man gået i gang med at planlægge åbningen.
Borgmester Thomas Adelskov (S) fortæller, at kommunens centerchefer arbejder på højtryk for at få udarbejdet modeller for åbningen af daginstitutioner og skoler.
- Jeg håber, at vi kan have en plan klar i morgen (onsdag, red.), siger borgmesteren og understreger, at det er for tidligt at sige noget konkret om, hvordan åbningen kan komme til at se ud.
Ikke alle institutioner åbner den 15. april
Da det er op til de enkelte kommuner at afgøre, hvordan åbningen af institutionerne skal foregå, kan man ikke regne med, at alle institutioner vil stå klar til at åbne den 15. april.
Der er mange ting, der skal falde på plads, og det er vigtigt for mig at sige, at vi åbner ikke, før de er det
I Holbæk er planlægningen af åbningen af institutionerne også i gang, og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) fortæller, at alt skal være på plads, inden institutionerne kan åbne.
- Vi er i fuld gang med at lave en plan for en genåbning. Jeg forventer at modtage en række konkrete anvisninger fra Sundhedsstyrelsen i løbet af de næste par dage, så vi præcis ved, hvordan vi bedst forholder os.
- Der er mange ting, der skal falde på plads, og det er vigtigt for mig at sige, at vi åbner ikke, før de er det, skriver hun i et skriftligt svar til TV2 ØST.
Artiklen fortsætter under billedet.
Christina Krzyrosiak Hansen opfordrer til, at man viser forståelse overfor pædagoger og lærere, når børnene igen er tilbage i daginstitution eller skole.
- Jeg ved, at der er mange spørgsmål hos borgerne, og nogle har måske også behov for at få noget af frustrationen ud af kroppen. Det er helt fair og forståeligt. Men jeg vil gerne opfordre til at være gode ved medarbejderne i børnehusene, på skolerne, og hvor samfundet ellers begynder at åbne. Genåbningen er lige så ny viden for dem, og de har brug for opbakning til opgaven, skriver hun.
Borgmester: - Genåbning skal gøres lidt festlig
Efter statsministerens pressemøde mandag aften udsendte Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen (S) en pressemeddelelse, hvor han forklarede, hvordan man i Slagelse vil gribe genåbningen an.
Genåbningen skal naturligvis gøres lidt festligt, men skal først og fremmest gøres med respekt for, at corona-krisen langt fra er overstået
- Genåbningen skal naturligvis gøres lidt festligt, men skal først og fremmest gøres med respekt for, at corona-krisen langt fra er overstået, skriver han.
- Derfor skal der naturligvis lægges stor vægt på at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og hvis det betyder, at der skal flere voksenhænder til for at gøre ekstra rent og kunne holde børn og elever i små grupper i både daginstitutioner og skoler, så sørger vi i Slagelse Kommune for at skabe økonomisk råderum til det.
Han fortæller, at økonomiudvalget i Slagelse tirsdag har et møde klokken 16.00, hvor genåbningen blandt andet vil blive drøftet.
EL og SF vil have flere penge til rengøring
Ifølge Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, og SF's gruppeformand, Jacob Mark, har der tirsdag morgen været de første politiske diskussioner om genåbningen af samfundet. Det skriver Ritzau.
Her blev der blandt andet talt om, hvordan man sikrer en god hygiejne for at holde smitterisikoen lav i institutionerne, og ifølge partierne har regeringen afvist, at daginstitutioner og skoler får flere ressourcer til at gøre rent.
- Vi foreslår, at vi stiller en milliardgaranti og siger til kommuner, pædagoger og lærere, at der er de penge, de skal bruge, hvis der er behov for at hyre ekstra personale ind, have mere rengøring eller bruge mere tid på at arrangere udendørsaktiviteter, siger Pernille Skipper til Ritzau.
Også 3F har kontaktet regeringen for at finde ud af, hvordan den ekstra rengøring skal håndteres i institutionerne.
Fagforeningen, der blandt andet repræsenterer rengøringsassistenter, peger på, at der skal være fokus på sikkerheden for de medarbejdere, der muligvis skal gøre rent i institutionerne, mens børn og voksne opholder sig der.
- Man skal sikre, at der er udstyr og eventuelt værnemidler til stede for de medarbejdere, der har brug for dette, skriver 3F i en pressemeddelelse.
Samtlige kommuner vil melde ud på deres hjemmesider, når planerne for genåbningen af institutionerne er på plads.
Du kan læse mere om den kontrollerede genåbning af samfundet på coronasmitte.dk.