- Det bliver simpelthen fantastisk at se de unge menneskers ansigter igen, når vi samles.
Sådan siger Jannik Kildorf, der er forstander på Tølløse Slots Efterskole i Nordvestsjælland.
Det har været forfærdeligt at se de unge mennesker gå hjemme i så lang tid
Han er begejstret over, at et politisk flertal torsdag ifølge flere medier er blevet enige om at give efterskolerne lov til at åbne igen, efter coronaepidemien betød de måtte lukke midlertidigt.
- Det har været forfærdeligt at se de unge mennesker gå hjemme i så lang tid. Og det har været forfærdeligt for os andre, at vi ikke vidste noget. Derfor er det også rigtig godt, at det ser ud til, at vi kan komme i gang igen, siger forstanderen torsdag aften til TV2 ØST.
Åbner først, når de er klar
Han har selv kørt rundt til eleverne under nedlukningen, og de har eksempelvis arrangeret fællessang. Men han håber, at eleverne snart er tilbage.
Rent praktisk, så er det dog ikke sikkert, at de er klare til at genåbne helt så hurtigt, som tilfældet var med folkeskolerne.
- Der gik det nok lidt for hurtigt nogen steder. Og vores situation kan være mere kompleks, fordi eleverne også bor her i fritiden. Men vi har allerede gjort et stort forarbejde i Efterskoleforeningen, så vi har en rimelig god ide om, hvordan vi kan reducere smittetrykket på skolen og på den måde kan åbne sikkert, siger han.
- Vi står heldigvis godt, fordi vi har store udearealer, og gode forhold indenfor. Men det er nok forskelligt fra skole til skole hvor udfordringerne er, siger han.
VIDEO: Karise Efterskole, som er en skole for unge med indlæringsvanskeligheder, udviklingshæmning og autisme fik gaver, mens de ventede på at komme i skole igen.
En helt anderledes hverdag
Også på Gymnastikefterskolen Stevns er der glæde over den ventede genåbning.
- Det er rigtig godt nyt. Jeg har 180 elever, der lige nu sidder på stikkerne i forhold til at få en udmelding. Der er ingen tvivl om, at de glæder sig til at komme tilbage, siger forstander Carlo Mathiasen.
Han understreger dog, at eleverne kommer tilbage til en helt anden hverdag på skolen.
- De tiltag, som vi venter på skolen, betyder, at det bliver næsten som om at starte på et helt nyt skoleår. Det har vi også meldt ud til eleverne. Det bliver meget anderledes end før, siger han.
Nok først klar den 18.
Regeringen og forligspartierne har endnu ikke meldt officielt ud om åbningen - og det bliver næppe mandag morgen, at skolerne kan slå dørene op igen.
Sådan lyder meldingen fra Bindernæs Efterskole i Rødby. Her satser man på at kunne genåbne den 18. maj.
- Det er fantastisk, at de unge kan komme tilbage nu. Nu kan man sige, at der heller ikke mangler hverken at blive malet yderligere på skolen, og vi har også fået ryddet ud i alle depoter. Vi glæder os virkelig til at tage imod eleverne igen, siger forstander Finn Pedersen til TV2 ØST.
Når skolen først venter at kunne genåbne den 18. maj, så handler det især om logistik.
- Der er mange ting, som vi ikke kender til endnu. Vi ved ikke, præcist hvilke regler vi skal arbejde efter, og vi skal også have købt mad ind og gjort klar til at eleverne kan leve og bo på skolen.
Han satser dog på, at det bliver en god oplevelse for eleverne at komme tilbage på skolerne.
- Det er klart, at vores store udenlandsrejse er aflyst - men vi satser på at rejse i Danmark i stedet. Eleverne kommer selvfølgelig til at opleve ændringer, for eksempel er eksamenerne aflyst, men de får et godt forløb, og får også årsprøverne med, siger han.
Han oplever samtidig at få mange opkald fra eleverne, der gerne vil tilbage på skolen.
- Det er ikke hverdagskost, at teenagere ligefrem ringer for at komme tilbage på skolen. Men det er det, som vi oplever nu, siger han.