- Hun er blevet testet mange gange, senest i går, og alle prøver har været negative. Omkring hende er der mange beboere, der er smittet. Hvorfor må hun og de andre raske ikke få vaccinen?
Sådan spørger Anette Uhrenfeldt, hvis mor bor på plejecenteret Kildebo i Sakskøbing i Guldborgsund Kommune, der lige nu kæmper med et udbrud af covid-19.
Jeg forstår ikke, hvorfor alle raske på lige præcis de smitteramte plejecentre ikke får en vaccine her og nu. Det kan måske redde deres liv
På grund af udbruddet på plejehjemmet er ingen ældre blevet vaccineret, trods udmeldingerne om, at alle ældre på plejehjem er vaccineret, hvis de har ønsket det.
- Jeg er altså rystet over det. Jeg forstår ikke, hvorfor alle raske på lige præcis de smitteramte plejecentre ikke får en vaccine her og nu. Det kan måske redde deres liv, siger hun til TV2 ØST.
Hun har angiveligt kontakt til andre, hvis pårørende ligeledes ikke må blive vaccineret på grund af smitte på deres plejehjem.
Kunne gøre en forskel her og nu
Anette Uhrenfeldts reaktion kommer dagen efter, at Region Sjælland ellers meldte sig færdige med den første runde vaccinationer på plejehjem.
I alt er 5.432 personer indtil nu blevet vaccineret på plejehjemmene i Region Sjælland. Det svarer til 84,5 procent af alle plejehjemsbeboere. Alt i alt har 93 procent ønsket at få vaccinerne, oplyser Region Sjælland lørdag til TV2 ØST.
Anette Uhrenfeldts har været gennem en lang periode, hvor hun ikke har måttet modtage besøg - og hun måtte også blive på plejecenteret til jul. Derfor forstår Anette Uhrenfeldt da heller ikke, hvorfor de ikke vil vaccinere hendes mor.
- Det er jo lige nu, at den vaccine for alvor kan redde de raske beboere på det plejehjem. Jeg må sige, at jeg er rystet over. at de ikke straks går efter at få vaccineret alle raske ældre på plejecenteret, siger hun.
Alle beboere på det særlige demensafsnit på plejehjemmet, Kildehuset, er blevet vaccineret, mens ingen i de almindelige afsnit på Kildebo er blevet vaccineret i runde 1. Begrundelsen er ifølge et beboerbrev, at de alle betragtes som nære kontakter til smittede.
Region: - Det er en lægefaglig vurdering
Ifølge Region Sjælland er det en lægefaglig vurdering, der ligger til grund for, at vaccinationerne på plejecenteret er blevet udskudt.
- Vi må ikke vaccinere, hvis beboeren er smittet eller i fare for at være smittet. Derfor er vi nødt til at vente, fortæller Trine Holgersen, der er direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
Hun understreger, at hun ikke kan sige noget om det konkrete forløb på Kildebo eller om andre plejecentre, hvor en sådan vurdering er blevet lavet. Regionen understreger dog, at de følger myndighedernes retningslinjer.
- Jeg kan virkelig godt forstå de pårørendes frustration, men der er lavet en lægefaglig afgørelse i hvert eneste tilfælde. Det eneste, som jeg kan love, er, at i det øjeblik, hvor vi må vaccinere på de sidste plejecentre, så er vi klar til at gå i gang, siger hun.