Gå en tur i naturskønne omgivelser. Stop undervejs ved fire poster og få scannet en bibeltekst ind på telefonen og syng salmer imens.
Sådan lyder indholdet af en alternativ påskevandring, som har set dagens lys i Strøby på Stevns.
Det er sognepræst Janne Melcher, der står bag den såkaldte gå-en-gudstjeneste, der skal erstatte den traditionelle fejring af påsken i kirkerne.
Vi gør det for, at vi stadig kan fejre påske sammen
En 4,5 kilometer lang rute, der starter og slutter ved Strøby Kirkelade og har Tryggevælde Ådal som et naturhøjdepunkt. De fire poster markerer de fire dage i påsken, hvor kirken normalt holder gudstjeneste. Ved hver post kan man læse den bibeltekst, der hører til dagen.
- Vi gør det for, at vi stadig kan fejre påske sammen, men hver for sig, for vi må godt gå tur i naturen, og her er jo fantastisk, siger Janne Melcher.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hun håber, at tiltaget er med til at ændre folks opfattelse af, hvor man kan møde Gud.
- Jeg håber, at folk vil finde ud af, at man ikke behøver at gå til gudstjeneste for at møde Gud, men at man faktisk også kan gøre det et sted som her.
Kombinationen er smart
Blandt lokale kirkegængere bliver der taget godt imod vandringen.
- Jeg synes, det er smart at kombinere det med at gå en tur og så få de kristelige budskaber. Det, synes jeg, er meget fint, siger Susanne Kruse, der bor i landsbyen Store Tårnby og plejer at komme i kirken.
Tror du, at nogen måske ligefrem foretrækker det her frem for at komme til en gudstjeneste?
- Det kunne jo være en idé. Det her er noget nyt for at åbne lidt op, så det ikke bare er i kirken, man skal ind. Det er ikke alle, der bryder sig om at komme i kirken, siger hun.