Som led i at bekæmpe arbejdsløsheden under corona-krisen vil regeringen afsætte 30 milliarder kroner til at renovere de almene boliger i Danmark.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin 1. maj-tale fra Arbejdermuseet i København.
Milliarderne kommer fra Landsbyggefonden, og på "kort sigt" vil de kunne renovere 72.000 boliger fra 2020 til 2026.
- Lejernes boliger skal forbedres. Vi skal gøre noget ved skimmelsvamp og utidssvarende boliger. Samtidig kan vi energirenovere og udskifte oliefyr. Det gavner klimaet.
- Det skaber arbejdspladser. Det gavner beskæftigelsen, siger statsministeren.
Kan ikke få armene ned
Ifølge et faktaark forventes udspillet at skabe 3.300 job i 2020 og 7.800 job i 2021.
Forslaget, som regeringen skal finde flertal for at kunne vedtage, bliver modtaget med stor glæde hos Boligselskabet Sjælland, der blandt andet udlejer boliger i Holbæk, Ringsted, Næstved og Vordingborg kommuner.
- Jeg har svært ved at få armene ned.
- Jeg har mange boliger på Sjælland, som har et enormt behov for at blive renoveret og få det løft, der gør dem attraktive som andre boliger. Udover det kan jeg også gøre mange af mine beboere, som er håndværkere og ingeniører, glade, siger administrerende direktør Bo Jørgensen til TV2 ØST.
- Vi passer på hinanden
I lyset af coronakrisen var der mere statsminister og krisehåndtering end socialdemokratisk partiformand og arbejdsmarked over 1. maj-talen, Mette Frederiksen holdt.
Hun kom med en form for status over de hjælpepakker, der er blevet indgået.
- 150.000 mennesker har undgået en fyreseddel, fordi der er søgt om lønkompensation. De er sendt hjem med løn – men de har stadig et job.
- Der er udbetalt cirka seks milliarder kroner i lønkompensation. Vi har hjulpet over 25.000 virksomheder. Med andre ord: Vi passer på hinanden, siger hun.
Statsministeren brugte også talen til at understrege, at tre pejlemærker vil gå igen i de udspil, regeringen vil fremlægge i den kommende tid.
- Det skal være retfærdigt. Det skal være økonomisk ansvarligt. Det skal være grønt. De pejlemærker gælder også for regeringens mål og værdier i det hele taget, siger hun.