22 udenlandske ansatte kan fortsætte med at arbejde på den nye Storstrømsbro i stedet for at rejse hjem med risiko for at blive sat i karantæne flere uger og dermed forsinke byggeriet af broen.
Tidligere var de ansatte tvunget til at tage hjem, før de kunne vende tilbage og genoptage arbejdet.
Det kan være svært at skaffe udenlandsk arbejdskraft i det omfang, som det er nødvendigt
Det er resultatet af en ny aftale, som er blevet underskrevet mellem den lokale afdeling af fagforeningen 3F og den italienske underentreprenør Cipa i konsortiet Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), der bygger broen, som skal forbinde Sjælland og Falster via Masnedø.
- Vi er i konsortiet rigtig glade for den aftale, der viser, at 3F sammen med SBJV har set alvoren i coronavirussen, siger Nicole Camozzi Jensen, Area HR Manager hos Itinera Denmark, som er en del af konsortiet.
- 3F Guldborgsund har taget det samfundsansvar, som statsminister Mette Frederiksen (S) har lagt op til, tilføjer hun.
Den nye aftale betyder helt konkret, at 3F Guldborgsund har accepteret at annullere den oprindelige arbejdstidsplan. På de ansattes nuværende aftale med varierende arbejdstid skulle de tage hjem på afspadsering.
Men da det under coronakrisen ikke er praktisk muligt, har man aftalt at suspendere den oprindelige arbejdstidsplan og udbetale en kontant kompensation. På den måde giver man de 22 ansatte fra Italien og Rumænien muligheden for at arbejde med overtidsbetaling.
Byggeriet risikerer at blive forsinket
Hvis medarbejderne tager hjem til Italien eller Rumænien, skal de først i 14 dages karantæne, før de kan se deres familie. Herefter skal de i yderligere 14 dages karantæne, før de igen kan arbejde på Storstrømsbroen.
- Som situationen er nu, kan vi heller ikke få nye medarbejdere op på byggepladsen. Derfor er kontrakten rigtig vigtig, så medarbejderne, som allerede er i Danmark, kan fortsætte med deres arbejde, fremfor det havde stået helt stille, siger Nicole Camozzi Jensen.
Artiklen fortsætter under videoen.
Havde man ikke underskrevet den særlige kontrakt, ville det ifølge Nicole Camozzi Jensen have betydet forsinkelser på byggeriet af den cirka fire kilometer lange bro, der vil blive Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.
- Jeg er overbevist om, at det kunne give nogle forsinkelser i forhold til, man manglede den arbejdskraft, som var planlagt i produktionen med, at der skulle komme 22 nye medarbejdere, når de andre tog hjem, siger hun.
De 22 medarbejdere, der i forvejen arbejder efter den danske bygge- og anlægsoverenskomst, støber blandt andet fundamenterne til de haller, som bygges i forbindelse med den nye bro.
3F glæder sig over ualmindelig aftale
Den lokale afdeling af 3F kalder det for en god aftale, som man har indgået med den italienske underentreprenør.
Det er ikke almindeligt, at man laver sådan en aftale
- Jeg er glad, fordi det er en god aftale for de ansatte og en god løsning for dem i den her kedelige situation – og på den måde sikrer man også produktionen. Bygherre er glade, arbejdsgiver er glade, og de ansatte er glade, siger Finn Jensen, der er faglig sekretær hos 3F Guldborgsund.
- Det er ikke almindeligt, at man laver sådan en aftale, men det er heller ikke en almindelig situation. Normalt fastholder man sin arbejdstidsaftale og kan ikke bare lige komme ud af den, tilføjer han og understreger, at de 22 ansatte selv har ønsket at blive i Danmark og arbejde videre.
Den nye aftale kan ifølge Finn Jensen blive aktuel på andre store byggepladser rundt omkring i Danmark, hvor man benytter sig af udenlandsk arbejdskraft med en arbejdstidsplan, der betyder, at de skal afspadsere i hjemlandet.
- Man kan gøre det samme på andre byggepladser, men det her er et i særtilfælde, siger han.
Vejdirektoratet: Et lille plaster på såret
Hos Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet, glæder man sig over den netop indgåede aftale.
- Set fra bygherrernes side synes jeg, det er rigtig fint, at de to parter kan nå hinanden. For det første giver det nogle direkte fordele til de pågældende medarbejdere. Men det giver også bedre muligheder for, at projektet kan fortsætte, fordi ellers er vi truet af, at det kan være svært at skaffe udenlandsk arbejdskraft i det omfang, som det er nødvendigt, siger Niels Gottlieb, projektchef hos Vejdirektoratet.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Hvis folk endda skal rejse hjem og ikke kan komme tilbage igen, så kommer vi til at mangle arbejdskraft på projektet. Så det er på en måde et lille plaster på såret – men dog noget som jeg er rigtig glad for, fordi det giver forhåbning om, at vi kan få tilsvarende aftaler i stand på et senere tidspunkt, tilføjer han.
Den nye aftale mellem 3F Guldborgsund og den italienske underentreprenør Cipa gælder til udgangen af april. Herefter mødes parterne til nye forhandlinger.