Smittet slagteriarbejder: - Danish Crown skulle have reageret hurtigere

Viggo Patij synes, Danish Crown skulle have lukket hans afdeling på slagteriet ned noget før. Danish Crown mener man reagerede, så hurtigt man kunne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Siden nedlukningen af Danmark tilbage i marts har Viggo Patij taget myndighedernes anbefaling om afstand alvorligt.

Den 61-årige slagteriarbejder fra Slagelse er nemlig i risikogruppen. Han fik en blodprop i tarmen sidste år, han lider af diabetes, og han har forhøjet kolesteroltal.

- Jeg har ikke engang givet min egen datter et kram, fortæller Viggo Patij til TV2 ØST.

Alligevel blev han onsdag konstateret positiv med Covid 19, siden er hans kone også konstateret smittet.

Smitten er formentlig sket på hans arbejdsplads, Danish Crown i Ringsted, som i dag, fredag har meldt ud, at ialt 44 ansatte nu er konstateret smittet.

quote Da vi kom på arbejde mandag, der var fanden jo løs

Viggo Patij, smittet slagteriarbejder, Slagelse

Det er på Viggo Patijs afdeling,  at de første to udenlandske ansatte fik konstateret Covid 19 søndag og mandag.

- Det må jo være derfra, jeg har fået det. For jeg har ikke kontakt med folk i min fritid. Jeg er sammen med min hustru, og vi bor på landet, fortæller slagteriarbejderen.

Fanden var løs på slagteriet

Nyheden om de smittede slagteriarbejdere blev kendt i hele landet tirsdag, men Viggo Patij og hans kolleger hørte allerede om det mandag.

- Da vi kom på arbejde mandag, der var fanden jo løs. Vi fik at vide, at en kollega var testet positiv og senere en til. Den ene var på sygehuset, fortæller Viggo Patij.

15 personer blev ifølge Danish Crown sendt i karantæne og bedt om at blive testet. Viggo Patij var ikke en af dem.

- Vi begynder at arbejde og alt det der, og tirsdag morgen får vi besked på, at endnu en kollega er testet positiv, fortæller Viggo Patij.

dc_ringsted.jpg
Læs også
Smitteudbrud vokser på slagteriet i Ringsted - nu er 44 smittet
dc_ringsted.jpg
Læs også
Smitteudbrud vokser på slagteriet i Ringsted - nu er 44 smittet

Herefter går opsporingsarbejdet i gang, fortæller Viggo Patij.

- Hvem har han siddet til pause med, hvem har han drukket kaffe med, hvem har han spist sammen med.

quote Vi begynder at arbejde og alt det der, og tirsdag morgen får vi besked på, at endnu en kollega er testet positiv

Viggo Patij, slagterimedarbejder, Slagelse

Samme dag ved middagstid får Viggo og hans kolleger at vide, at afdelingen lukkes ned. De samlebånd, som Viggo Patij i 16 år har trimmet svinekamme på, skal tømmes, og Viggo Patij og hans kolleger opfordres til at blive testet for Covid 19.

Men Viggo Patij undrer sig over, hvordan det skal foregå. De er jo 130 ansatte i afdelingen.

- Hvor skal vi køre hen? Det er måske 100 biler, der skal køre, hvad vej skal vi køre? Så spørger jeg, om ikke vi kan få et testcenter, men nej, det kunne vi ikke sådan lige, fortæller den 61-årige slagteriarbejder.

Bliver dårlig i bilen

Viggo Patij kører sammen med sin kone til Slagelse Sygehus, men får at vide, at han skal testes i Næstved.

Her bliver både slagteriarbejderen og hans kone testet.

På vej hjem i bilen bliver Viggo Patij dog dårlig.

quote  Jeg troede jo, det var en blodprop, der var på vej. Jeg fik en blodprop sidste år, så jeg har jo prøvet det før

Viggo Patij, smittet slagteriarbejder, Slagelse

- Jeg har lidt ondt i nyrerne, ned i lysken og trykken for brystet. Vi holder ind i Fuglebjerg, for jeg skal have noget at drikke, og jeg skal også ud af bilen.

Hjemme i huset ved Slagelse ringer Viggo til vagtlægen, som beordrer ham til Slagelse Sygehus med det samme. Her skal undersøges for, om han har en blodprop.

-  Jeg troede jo, det var en blodprop, der var på vej. Jeg fik en blodprop sidste år, så jeg har jo prøvet det før, fortæller Viggo Patij.

På Slagelse Sygehus bliver han indlagt med det samme.

- De roder, og de roder, og de roder, og de kan sgu' ikke finde noget. Til sidst bliver jeg så scannet, men de kan ikke finde noget. Så siger ham sygeplejersken: jeg poder dig lige for Covid 19, fortæller Viggo Patij.

To en halv time senere, onsdag eftermiddag, kommer svaret: Viggo Patij har coronavirus og skal gå i siolation derhjemme.

Ingen af de læger eller sygeplejersker, der undersøgte Viggo Patij for blodprop, har ifølge slagteriarbejderen, haft værnemidler på. Han havde ellers snakket med nogle af dem om, at har arbejder på slagteriet i Ringsted.

- Hold nu kæft, alle dem, der har været inde hos mig på min stue, siger han bekymret.

Oversygeplejerske: Ingen grund til utryghed

På Slagelse Sygehus forklarer den ledende oversygeplejerske på akutafdelingen, at alle procedurer er overholdt.

- Når man ikke præsenterer sig med Covid 19-symptomer eller mistanke om Covid 19, og vi ikke ser hosten eller andre symptomer, så gør vi ikke andet end at anvende almindelig hospitalshygiejne. Det er sådan myndighedernes retningslinjer lyder, siger Christian Jørgensen.

Sct. Bendts kirke i Ringsted tårnede sig op i middelalderen midt på Sjælland.
Læs også
Eksperter opfordrer borgere i Ringsted til at være meget forsigtige
Sct. Bendts kirke i Ringsted tårnede sig op i middelalderen midt på Sjælland.
Læs også
Eksperter opfordrer borgere i Ringsted til at være meget forsigtige

De sygehusansatte, der har været omkring Viggo Patij tirsdag og onsdag, bliver nu blevet testet for Covid 19, men der er ikke svar på testene endnu. De pågældende ansatte er dog på arbejde.

- De håndterer jo patienter og pårørende ud fra gældende retningslinjer, så der er ikke nogen fare her, og folk skal ikke føle, at de har været behandlet her under utrygge, uhygiejniske forhold, understreger Christian Jørgensen.

Afdeling burde være lukket mandag

Her fem dage efter det første smittetilfælde på Danish Crown i Ringsted, synes Viggo Patij, at virksomheden handlede for sent.

- De har været for langsomme. De har været et døgn bagud. I stedte for at de lukker afdelingen tirsdag middag, så skulle det være gjort mandag morgen. Og så skulle de have rekvireret et mobilt testcenter, siger han.

Er det ikke nemt at være bagklog?

- Nej, det er nemt at være klog. Når man har kendt til alt det, der er foregået på slagterier i Tyskland, hvorfor skal vi så være et døgn bagud? Magnus Heunicke (sundheds- og ældreminister, red.) har sagt, at vi skal passe på og passe på, bare der er det mindste. Så skal der jo testes, og det skal være med det samme, siger Viggo Patij.

Danish Crown: Vi gjorde hvad vi kunne

Men hos Danish Crown mener man, at man gjorde, hvad man kunne.

- Vi kunne ikke  have reageret hurtigere. Vi fik beskeden om den første smittede søndag, og allerede en halv time efter, vi fik beskeden, var kontaktsporingen i gang, fortæller Jens Hansen, pressechef i Danish Crown.

Hele søndagen blev ifølge pressechefen brugt på kontaktsporing.

- Vi fik forhindret 13 medarbejdere i at møde på arbejde mandag, som kunne være kontaktpersoner til den første vi fik meldt smittet, så vi kunne ikke have reageret hurtigere. Der er ikke så meget at sige til det, siger Jens Hansen.

quote Vi fik forhindret 13 medarbejdere i at møde på arbejde mandag, så vi kunne ikke have reageret hurtigere

Jens Hansen, pressechef, Danish Crown

Viggo Patij ved ikke, hvem af hans kolleger, der kan have smittet ham. 

- Når vi spiser i kantinen sidder vi med en stol imellem hinanden og ikke direkte overfor nogen, men ligeså snart vi står inde på fabrikken, så står vi jo tæt og taler med dem, der står til højre og venstre for os, siger Viggo Patij.

Der er ialt omkring 900 ansatte på Danish Crown i Ringsted. Foreløbigt er mere end 500 ansatte blevet testet for Covid 19. 421 tests er foretaget torsdag. Dem er der ikke svar på endnu.

Desuden er en ansat på et plejecenter ved Ringsted konstateret smittet med covid 19. Vedkommende er pårørende til en smittet slagteriarbejder.


Nyhedsoverblik