Positivprocenten var på 23 i sidste uge. Det er en lille stigning på et procentpoint fra ugen før, viser Statens Serum Instituts (SSI) seneste tendensrapport om corona.
Positivprocenten dækker over, hvor mange der er smittede af dem, som bliver testet for covid-19.
Rapporten kigger på udviklingen i smitten med coronavirus i uge 25 og 26.
Koncentrationen af covid-19 i spildevandet er til gengæld blevet mindre. Den er faldet både nationalt og regionalt, viser rapporten.
Det kan ifølge rapporten være en indikation på, at smitten med undervarianten af Omikron - BA.5 - kan have nået toppen.
BA.5 er på nuværende tidspunkt den dominerende variant i Danmark.
Sundhedsvæsnet ikke belastet
Statens Serum Institut understreger, at det endnu ikke kan sige, hvordan større begivenheder som Roskilde Festival og Tour de France har påvirket smitten.
I de to uger, som rapporten dækker over, har positivprocenten været højest hos de 50-69-årige, hvor den er på 28 procent.
Den laveste positivprocent har været for de 3 til 15-årige, hvor positivprocenten lå omkring 7 procent i begge uger.
Faglig direktør i SSI, Tyra Grove Krause, siger til Jyllands-Posten, at sundhedsvæsenet på ingen måde er belastet af smittestigningen.
- Stigningen i smittetallene er forventet, for den har vi også set i andre europæiske lande, hvor BA.5 har været dominerende, siger hun til avisen.
Forventer ikke nye restriktioner
Fra uge 25 til 26 steg smitten med 27 procent, men Statens Serum Institut hæfter sig i rapporten ved, at antallet af indlagte på sygehusene med en positiv coronatest kun er steget med ni procent.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere sagt, at regeringen ikke forventer nogle restriktioner hen over sommeren.
Fra 1. oktober vil alle danskere over 50 år blive tilbudt et fjerde stik med en coronavaccine.
Særligt udsatte grupper har kunnet få et fjerde stik de seneste to uger. Plejehjemsbeboere og andre sårbare bliver tilbudt fjerde stik fra 15. september.