Trods kontrolleret genstart af samfundet skal meget fortsat være lukket

Det begynder at snerpe til for mange af de attraktioner og institutioner, der fortsat skal være lukket trods den kontrollerede opstart af samfundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det skal nok gå. Det skal det bare. 

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Rene Hedegaard fra Krokodille Zoo, der er en tematiseret zoologisk have på Nordfalster med fokus på reptiler og krokodiller. 

Han er fattet, men også lidt rystet over, at de zoologiske haver og mange andre institutioner ikke får lov til at åbne med den nye plan. 

- Vi havde håbet på det. Vi har jo en attraktion, som vi rigtig vil vise til vores gæster. Og det er samtidig noget, som hele lokalområdet har gavn af, siger Rene Hedegaard til TV2 ØST torsdag aften. 

Skal holde lukket 

Krokodille Zoo havner dermed i bunken af kulturinstitutioner, der også fortsat skal holde lukket. Der er den blandt andet sammen med de øvrige zoologiske haver, hvor man ikke kan køre i bil, forlystelsesparker, museer, højskoler, teatre, biografer og højskoler. 

- Politikerne siger, at de forhandler videre, og jeg håber, at det betyder, at vi ikke skal vente en måned på at få at vide, at vi får lov til at åbne op igen, siger han. 

Sommeren er afgørende

Han siger, at nedlukningen for ham begynder at nærme sig et kritisk punkt. 

- Vores sommer er afgørende. Det er lige før, at vi har lige så mange gæster i juli, som vi har hele resten af året til sammen. Får vi ikke lov til at holde åbent her, så tør jeg næsten ikke forestille mig, hvad der kommer til at ske, siger han. 

Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår politikerne på Christiansborg vil melde mere ud om genåbningen af landet. Indtil videre gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer dog en måned endnu. 

 


Nyhedsoverblik