Der hænger 1860 hjertestartere rundt om i regionen, men kun 1070 er til rådighed for førstehjælpere døgnet rundt. 703 er kun tilgængelige en del af døgnet, mens 87 er låst inde permanent.
Og det er et problem, mener Benny Jørgensen, der er præhospital direktør i Region Sjælland.
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg kan godt forstå, at en virksomhed, som selv har investeret mange tusinde kroner i en hjertestarter, vil være sikker på at kunne bruge den til virksomhedens ansatte, og derfor har den indendøre. Men hvis den nu kan redde et liv ved at hænge udenfor, så bør det overstige interessen, siger Benny Jørgensen til TV ØST.
- Der er min opfordring, at så mange som muligt kommer ud at hænge i det offentlige rum. Det kan bare være på ydersiden af en firmavæg. Det mest simple er et lille plastik- eller stålskab - det koster under 1000 kroner og er helt fint og godt nok. Den skal bare sidde i ly for vind og vejr, forklarer Benny Jørgensen.
Region Sjælland har taget en beslutning om at servicere de brugte hjertestartere - hvis de altså er tilgængelige for offentligheden. For igen lader det til at være en overvejelse, som får eksempelvis virksomheder til at begrænse tilgængeligheden.
- For at undgå problemer - hvis hjertestarteren bliver brugt i det offentlige rum - så tager Region Sjælland sig af at nycertificere alle hjertestarterne, så de kommer tilbage med frisk batteri og nye pads og så videre, fortæller direktøren.
Hjertestarterdagen
Tirsdag er det Hjertestarterdagen, som er sat igang efter initiativ fra EU, og det er sjette gang, dagen markeres herhjemme.
Her i regionen er der flere arrangementer i dagens anledning. Blandt andet kan man i Næstved Storcenter møde Region Sjælland med en akutbil og dukker, som borgerne kan øve førstehjælp på.
Men førstehjælpen bliver ved hjertestop langt mere effektiv, hvis der hænger en velfungerende hjertestarter klar. Så udover ønsket om, at der er flere af de 79 helt eller delvist utilgængelige hjertestartere, der bliver omplaceret, så opfordrer direktør Benny Jørgensen også til at yde den nødvendige service.
Ude ved hjertestoppet viser det sig så, at der ikke er strøm på hjertestarteren
- Alle de hjertestartere, man nu har hængt op i vores område, skal vi også være sikre på bliver set efter. At de får et jævnligt, manuelt eftersyn, siger han.
Jan Winther har som førstehjælper oplevet, hvad det vil sige, at en hjertestarter ikke virker, når man står med et hjertestop.
- Det er anden gang, jeg bliver kaldt ud til et hjertestop gennem Danmark Redder Liv. Det er en anden, der skal hente hjertestarteren ved den lokale brugs, og ude ved hjertestoppet viser det sig så, at der ikke er strøm på hjertestarteren. Det er en lidt ærgerlig situation at stå i, forklarer Jan Winther, som er fra Dalby og til daglig er brandmand i Københavns Lufthavn.
- Nu fik vi heldigvis vækket damen til live uden hjertestarteren, men jeg kunne jo kun lave hjerte-lungeredning (hjertemassage og kunstigt åndedræt, red.), siger førstehjælperen.
Tjek batterierne
Hjertestarteren var i dette tilfælde ikke tjekket regelmæssigt. Batterierne skal tjekkes, så de kan skiftes, hvis de er flade, og de pads, der skal bruges ved hjertestop, skal også være velfungerende.
- Det kræver, at nogen står fadder til den og tjekker den en gang hvert halve år, forklarer Benny Jørgensen og fortæller, at en hjertestarter sædvanligvis lever i 4-6 år.
Den førstehjælper, der hentede hjertestarteren, da Jan Winther var kaldt ud, tog tilbage til personalet i brugsen for at fortælle om problemet, og her var de uvidende om, at der var en opgave i at efterse de her hjertestartere.
- Jeg har jo så gjort det efterfølgende, at jeg har kigget på, hvor de hænger i mit område. Så har jeg kørt rundt og tjekket adgangsvejene, og om jeg kan komme til dem, så jeg ved det til en anden gang, fortæller Jan Winther, som har været en del af Danmark Redder Liv i cirka et år. Han har været førstehjælper i 32 år.