Der er intet nyt under solen.
Varmen og tørken fortsætter. Sådan lyder vurderingen ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en ny månedsprognose.
Der vil dog være større muligheder for byger, som kan være kraftige og med torden. Men de vil dog ikke være nok til at kunne dække nedbørsunderskuddet, hvis man spørger DMI.
Varmt vejr er isvejr
Og den nye månedsprognose kan sikkert glæde flere. Hos Møn Is har de nemlig travlt i sommervarmen. Ifølge ejerne er deres omsætning steget med 25 procent i år i forhold til samme tidspunkt sidste år på grund af det gode vejr.
Også på stranden ved Marielyst på Falster var der i løbet af tirsdagen tæt pakket med badegæster. Og det tyder ifølge månedsprognosen på, at det vil fortsætte.
- Hele stranden er fyldt op. Fra når vi møder klokken 11 om morgenen til vi går hjem klokken syv om aftenen, der er der folk i vandet, lyder det fra livredderen på Marielyst.