Arbejdet med at bygge den nye Storstrømsbro har været plaget af en lang række forsinkelser. Men nu sætter entreprenøren, SBJV, der bygger broen for den danske stat, yderligere fart på.
Til det formål er en enorm kran blevet hyret ind fra Holland. Den er i stand til at klare tungere løft end de nuværende kraner på projektet, og derfor forventer entreprenøren at kunne spare kostbar tid.
Den koster en formue at hyre ind
- Det er absolut en god beslutning for byggeriet, siger Barry Crouchman, der er projektdirektør for SBJV, til TV2 ØST.
- Vi, i Itinera (ejeren af SBJV. red.), har besluttet at speede processen af byggeriet op, og det her er et tiltag, der skal accelerere processen, forklarer han videre.
Op til 800 tons i et ryk
Hebo 9, som flydekranen hedder, er i stand til at løfte op til 800 tons på én gang, og det giver nogle helt nye muligheder på byggeriet af den fire kilometer lange forbindelse mellem Falster og Masnedø syd for Sjælland.
- I stedet for at samle elementerne og støbe dem sammen til bropiller ude på vandet, vil vi nu gå over til at støbe dem sammen på land, forklarer Barry Crouchman og tilføjer:
- Med Hebo 9 kan vi samle elementerne, som var det Legoklodser til bropiller på land og dernæst løfte og sejle dem ud i et stykke.
Dermed spares der både transport, men også tid ved ikke at skulle støbe elementerne sammen til bropiller ude på vandet.
I de oprindelige planer skulle den ny Storstrømsbro have stået færdig inden årsskiftet til 2023.
Vi er dedikeret til at gennemføre den plan, vi har lagt, og vi sparer hverken på tid eller udgifter for at nå den plan
Sidste år gik man i gang med at bygge på broen fra begge sider af farvandet, og nu vil de italienske brobyggere altså skrue yderligere op for tempoet frem mod den nye deadline i første kvartal af 2025.
- Den koster en formue at hyre ind, siger Barry Crouchman og tilføjer:
- Men vi er dedikeret til at gennemføre den plan, vi har lagt, og vi sparer hverken på tid eller udgifter for at nå den plan.
Ramt af problemer
Egentlig skulle Hebo 9 allerede nu have været sat i drift på brobyggeriet. Men under transporten til Danmark forrige søndag ramte fartøjet ind i den storm, som passerede ind over landet, hvor det pådrog sig nogle skader.
Disse skader skal undersøges nærmere, oplyser projektdirektøren, som derfor fortsat må afvente på en afklaring:
- Vi presser på for at få den i drift så hurtigt som muligt. Men de (operatøren red.) skal selvfølgelig lave de tjek, der er nødvendige, for at den er sikker at bruge. Vi tager ingen chancer.
I første omgang er det ikke en akut trussel mod tidsplanen, at flydekranen endnu ikke er klar til at blive sat i gang på projektet, forklarer Barry Crouchman:
- Vi har fem nøgleelementer, som skal sættes ud på plads i januar og februar. Og vi håber, vi kan nå det inden udgangen af februar. Så det påvirker os ikke så slemt.
På nuværende tidspunkt er halvdelen af de 40 fundamenter til bropillerne for den nye Storstrømsbro sat på havbunden i Storstrømmen. De skal alle bygges op i højden. Efterfølgende skal bropillerne forbindes med brodragere, som er de elementer, hvorpå biler og tog i fremtiden skal køre.
Storstrømsbroen skal efter planen åbne for biltrafik i 2025, og to år senere ventes broen også at være klar for tog.