Selv hvis Vejdirektoratet ender med at skrive under på den endelige kontrakt med de tre italienske byggefirmaer, der skal opføre den nye Storstrømsbro, venter der en tid med stor usikkerhed.
I tirsdags satte transportministeren kontraktindgåelsen på bero og sendte sagen til undersøgelse hos Kammeradvokaten. Og fredag blev en retssag i Venedig med deltagelse af to af de italienske byggefirmaer udskudt i over to måneder.
Offentligheden opfatter et forlig som en indrømmelse af firmaet. Det vil vi ikke. Condotte imødeser en retssag, uanset at den kan blive lang og dyr
Retssagen er en udløber af en kæmpe korruptionsskandale i Venedig, hvor topledere fra firmaerne Condotte og Grandi Lavori Fincosit allerede har fået millionbøder og betinget fængsel.
De to firmaer har sammen med et tredje vundet Vejdirektoratets kontrakt på at opføre Storstrømsbroen for 2,1 milliarder kroner.
Ved dagens høring blev der taget indledende skridt til, hvad der skal munde ud i en retssag, hvor tre store entreprenørfirmaer skal forsvare sig.
Involvering i et korruptionsnetværk
Retsopgøret handler om, hvorvidt Condotte og Grandi Lavori Fincosit kan stilles ansvarlige for deres tidligere toplederes involvering i et korruptionsnetværk i forbindelse med et kæmpe dæmningsprojekt i Venedig kaldet MOSE.
- Vi mener ikke, at de her firmaer havde et system, hvor bestyrelsen på ansvarlig vis kunne kontrollere, hvad deres topledere foretog sig. De havde et system, men det var ikke tilstrækkeligt til at føre ordentlig kontrol, siger anklager i Venedig Stefano
Han understreger, at sagen er særlig alvorlig for Grandi Lavori Fincosit, fordi selve firmaet ifølge anklageren har nydt godt af sin tidligere topleders kriminelle gerninger.
Den tidligere topleder, der blev fældet i korruptionssagen - Alessandro Mazzi - ejede også også en del af byggefirmaet Grandi Lavori Fincosit.
Sagen mod Condotte Grandi Lavori Fincosit har bund i en relativ ny lov fra 2001 - 'lov 231' - hvor de italienske myndigheder forsøger at holde firmaer ansvarlige for korruption, bestikkelse og anden erhvervskriminalitet, så firmaerne ikke kan tørre skylden af på enkelte ledere eller medarbejdere.
Fredagens høring i retten i Venedig blev udskud til 27. februar.
I mellemtiden skal advokaterne indhente og gennemgå mere end tusind siders dokumenter fra den første store sag i korruptionskomplekset.
Bøder mellem 50.000 og 100.000 euro
Flere firmaer, der har været ramt af korruptionsskandalen, har allerede indgået forlig med anklagemyndigheden og betalt bøder på mellem 50.000 og 100.000 euro.
Men ikke de to firmaer, der skal bygge Storstrømsbroen.
Luca Marafioti, advokat for Condotte, mener at et forlig sender et signal om, at firmaet i et vist omfang erkender sig skyldig.
- Offentligheden opfatter et forlig som en indrømmelse af firmaet. Det vil vi ikke. Condotte imødeser en retssag, uanset at den kan blive lang og dyr, siger advokaten.
- Det er ikke retfærdigt, at firmaer bliver behandlet som kriminelle, fordi der er en antagelse om ulovligheder. Det må være op til anklagerne at bevise, at virksomheden har været klar over de ulovlige forhold, fortsætter Luca Marafioti overfor Fagbladet 3F.
Han understreger, at Condotte ikke har haft nogen fortjeneste som følge af korruptionssagen, hvor den tidligere leder Stefano Tomarelli fik bøde og betinget fængsel.