67-årig fra Korsør: Private personer aflyttede mig

67-årige Finn Petersen er blevet aflyttet af private på hans adresse i Korsør. Det har han fået at vide af PET og politiet, der har gennemsøgt hans hus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det har eddermame været væmmeligt. Man ved ikke, om det er naboen til højre eller venstre. Man ved ikke, hvem der mistænker en for noget.

Sådan fortæller 67-årige Finn Petersen til TV ØST, efter at politiet hele fire gange har været på besøg for at lede efter den forsvundne Emilie Meng. Det har politiet angiveligt gjort, efter privatpersoner skulle have aflyttet og overvågnet Finn Petersen hus.

- PET ringer og fortæller mig, at der kommet nogle anmeldelser til politiet. Derfor ringede jeg til politiet, der kunne bekræfte, at der er foregået aflytning af det område, jeg bor i.

Overvågningen er ikke noget Finn Petersens selv har registret, derfor blev han også noget forskrækket, da politiet pludselig dukkede op klokken fire om natten, og en anden gang for gennemsøge hans hus.

- Sidste gang blev der brugt varmefølere for at lede efter hulrum og personer. Det er fair nok, de leder, men de har altså ikke fundet noget, siger Finn Petersen.

Private personer står muligvis bag overvågning

Ifølge Helle Flindtholm, der indtil for kort tid siden var meget aktiv i den frivillige eftersøgningsgruppe ’Forsvundne Personer’, er det denne gruppe, som har stået bag overvågningen af huset på Tårnborgvej i Korsør.

Hun siger i en sms til TV ØST, at hun ikke lige nu kan tale om sagen, fordi hun er for påvirket af forløbet.

- Men ja, jeg har meldt mig ud efter denne ubehagelige opdagelse af gruppens lovbrud. Politiet har alt på skrift omkring gruppens planlægning og handlinger, og fik onsdag 5. oktober materialet, da en kvinde, der var hos mig, anmeldte det. Jeg blev af politiet bedt om at blive i den lille lukkede syvmands planlægningsgruppe, for at videresende alt materiale til politiet, skriver hun til TV ØST.

Til BT siger hun om forløbet:

- Jeg finder pludselig ud af, at man siden august måned har overvåget personer på en adresse i Korsør, fordi naboen mente, at en kvindestemme råbte efter sin mor og på hjælp, mens der er blevet hørt banke- og sparkelyde.

Ifølge Helle Flindtholm er overvågningen blevet foretaget af lokale i kvarteret, hvor Finn Petersen bor. Hun forklarer samtidig, at medlemmer fra 'Forsvundne Personer' på skift har overvåget adressen på afstand med henblik på at følge efter adressens beboere, når de kørte til og fra stedet.

Politiet bekræfter

Tidligere i dag udsendte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en pressemeddelelse, hvor de opfordrer folk til at lade politiet til at stå for efterforskningen.

- Vi har set nogle tiltag som har peget på private initiativer, der har overskredet det, man vil kalde en naturlig interesse for at hjælpe en åben eftersøgning. Det er gået over til at ligne en rigtig eftersøgning. Men det er kun politiet, der lovligt kan gøre det, fortæller politiinspektør Kim Kliver til TV ØST.  

Om pressemeddelelsen er udsendt på baggrund af episoden på Tårnborgvej i Korsør, vil politiet ikke bekræfte. De kan dog godt bekræfte, at de har fået en henvendelse om, at Emilie Meng kunne være i det pågældende hus. De har undersøgt huset, men fandt ikke noget.

Det er samme besked Finn Petersen har fået.

- Politiet har aflyttet båndene og har sagt, at der ikke er noget at komme efter. Vi har fået rettet misforståelserne ud, siger Finn Petersen.


Nyhedsoverblik