Justitsminister holdt møde med Emilie Mengs familie

​Flere topefterforskere skal kulegrave drabet på Emilie Meng fra Korsør. Det ske efter et personligt møde med justitsministeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En gruppe erfarne efterforskere har siden den 28. august siddet sammen for at gennemgå i alt 3,4 millioner oplysninger, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har liggende i sagen om Emilie Meng fra Korsør.

Det er ifølge DR Nyheder blevet besluttet af politiet, efter at den nærmeste familie til den dræbte teenager har holdt et personligt møde med justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Familien tog kontakt til justitsministeren for at sætte skub i drabsefterforskningen.

Ifølge DR Nyheder mente familien, at efterforskningen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var utilstrækkelig.

Læs også
Specialister kulegraver drabet på Emilie Meng - skal igennem 3,4 millioner data
Læs også
Specialister kulegraver drabet på Emilie Meng - skal igennem 3,4 millioner data

Det bekræfter familiens bistandsadvokat, som ikke ønsker at kommentere utilfredsheden med politiets indsats,

- Familien og jeg har haft nogle forskellige kritikpunkter af efterforskningen, derfor har vi først rettet henvendelse til justitsministeren og haft et møde med ham, hvor vi har fremført vores synspunkter, og vi har også fremført vores ønske og anmodning om, at nye øjne skulle se på den her efterforskning, siger bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen til TV ØST.

- Derefter har jeg været til møde med rigspolitichefen, rigsadvokaten og den lokale politidirektør Lene Frank fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fremført de samme synspunkter igen og anmodet om, at nye øjne skulle se på den her efterforskning. Og det har man valgt at efterkomme, tilføjer hun.

Familien er tilfredse

Kan du fortælle, hvilke kritikpunkter I havde?

- Nej, det kan jeg ikke, fordi det handler om nogle dele af efterforskningen, hvor jeg har tavshedspligt, så det kan jeg ikke kommentere, svarer Mai-Brit Storm Thygesen.

Hvordan er familiens reaktion på, at der kommer nye øjne på sagen?

- Det er de rigtig glade og tilfredse med. Det er præcis det ønske, de har haft, at alle sten bliver vendt, så de er rigtig glade og tilfredse med, at de er efterkommet vores ønske, siger Mai-Brit Storm Thygesen.

Justitsminister bekræfter mødet med familien

Justitsminister Søren Pape Poulsen bekræfter mødet med Emilie Mengs familie.

- Jeg har sammen med relevante embedsmænd fra ministeriet mødtes med Emilie Mengs nærmeste pårørende og deres bistandsadvokat, udtaler han i et skriftligt citat til DR Nyheder.

- Mødet kom i stand, efter jeg havde fået et brev fra Emilie Mengs pårørende, som gjorde dybt indtryk på mig. Det er en ulykkelig sag, som jeg tror har berørt alle danskere, tilføjer han.

- Rigspolitiet har oplyst, at der efterfølgende blev aftalt at iværksætte en fornyet gennemgang af efterforskningen, oplyser Justitsministeriet til DR Nyheder.

Gruppen skal se på sagen med friske øjne

Gruppen af specialister består af op mod 10 personer fra drabsafdelingen i Københavns Politi, men også betjente fra andre politikredse og Rigspolitiet, der skal prøve at opklare sagen. 

Ingen af de udvalgte specialister har tidligere siddet på sagen.

- Det er dels analytikere og dels erfarne efterforskere og erfarne efterforskningsledere, som skal foretage en gennemgang af efterforskningsmaterialet, siger Kim Kliver, politiinspektør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.

Emilie Meng
Læs også
Mysteriet om Emilie Meng - dag for dag
Emilie Meng
Læs også
Mysteriet om Emilie Meng - dag for dag

- De skal se nye sammenhænge og undersøge, om der er noget, vi har overset. De skal med friske øjne gennemgå sagen, tilføjer han.

Men har I ikke selv været dygtige nok?

- I så stor en sag, som den her, skal vi sikre os, at der ikke er noget, vi kan have overset. Det er i alles interesse. Vi har endnu ikke fundet gerningsmanden, og i sådan en sag, som den her, skylder vi, at vi har fulgt alle muligheder, der er.

Emilie Meng blev sidst set en tidlig morgen i juli i 2016, da hun tog afsked med sine veninder på Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

Først et halvt år senere blev liget af teenageren juleaftensdag fundet i en sø nær Borup på Midtsjælland.


Nyhedsoverblik