Læs præstens mindeord: - Emilie var kærlighed

Torsdag aften var rørende, smuk og mindeværdig i Korsørs gader.

4000 mennesker var mødt op ved Korsør Station for at gå fakkeltog til ære og minde for den afdøde Emilie Meng. En rute på godt fire kilometer blev i ro og mag spadseret med lysende fakler af mennesker fra hele Danmark. Fakkeltoget endte ved Sankt Povls Kirke i Korsør, som er den kirke, Emilie Meng er konfirmeret i, og som hun søndag efter søndag befandt sig i for at synge i koret.

Fakkeltoget blev ved Guds hus mødt af kirkens to sognepræster. Heriblandt Anna Helleberg Kluge, som konfirmerede Emilie Meng for fire år siden, og som kendte den 17-årige pige vældig godt gennem kirken.

I Sankt Povls Kirke blev der afholdt gudstjeneste og blev sunget Emilie Mengs yndlingssange.

For præst Anna Helleberg Kluge var hendes opgave en af de sværeste, hun har fået som præst, fordi hun netop stod Emilie Meng nær. For Anna Helleberg Kluges var det vigtigt at sige, at man skal holde fast i de lyse ting, Emilie Meng stod for, og at man skal bære de gode ting videre fremfor at gå på hævntogt.

Nedenfor kan du læse Anna Helleberg Kluges tale og mindeord til Emilie Meng i sin fulde længde:

Den 10. juli forandrede verden sig. En ondskab, som vi nok har erkendt eksisterer, men normalt betragter på afstand, greb pludselig ind i hverdagens rolige rytme. Den forandrede en lun sommermorgen til et helvede og forvrængede fremtid, lethed og glæde til et grusomt mareridt, som har lagt sig som en fedtet hinde på vores synsfelt. Verden bliver ikke den samme for os, siden Emilie forsvandt i dagens første timer den julimorgen, mens alting endnu var smukt og naturligt.

Ingen vidste hvor hun var. Ingen havde set hende. Ingen havde hørt noget. Og tiden gik ubønhørligt, mens håb og angst arbejdede på skiftehold i os. Men ingen glemte. Igen og igen samlede flere hundrede mennesker sig for at lede. Side om side har mange, mange gået utrætteligt for at gennemsøge store områder. For vi havde ikke bare mistet én blandt verdens milliarder. Det var Emilie, vi savnede. Smukke, unge Emilie, som så mange søndage har givet mennesker glæde og livsmod igennem sin sang her i kirken. Den unge pige, som nød at slappe af i sine veninders selskab, som kunne være stille og eftertænksom. Emilie, som elskede sin familie og selv var højt elsket. Emilie, som var et Guds barn, unik og uerstattelig. Det var hende, vi ikke kunne glemme.

I mere end et halvt år har vi savnet hende. Der er ikke gået en dag, hvor der ikke er mange som har tænkt på hende, talt om hende, ledt efter hende og bedt for hende. Ingen vidste, hvor hun var, men ingen var i tvivl om, at hun var levende og nærværende i vores hjerter hver eneste dag.

Nu er eftersøgningen endt, og vores værste frygt er blevet til virkelighed. Vi får ikke Emilie igen, men vi vil aldrig miste hende. Alt det, hun var og stod for, vil vi bære videre som vidnesbyrd om kærligheden, som ingen ondskab kan knuse.

I aften har vi båret lys igennem vintermørket for at holde hinanden fast på, at kærlighed, medmenneskelighed, fremtidshåb og unge drømme er stærkere end ondskaben. Vi vil holde fast i godheden.

Emilie var et lysende ungt menneske. Vi vil bære lyset videre for hende. Emilie var kærlighed. Vi vil bære kærligheden videre for hende. Emilie var håb og fremtidsdrømme, vi vil bære drømmene videre for hende.

Nu har hun fred, og som hun har sunget for os, vil englene synge for hende.

Må Guds fred være med hende, må Guds fred og trøst være med os alle,

Amen