Politiet afslører nyt i sagen om Emilie Meng: Efterlyser lys personbil

Politiet beder offentligheden om hjælp i sagen om drabet på Emilie Meng. De beder offentligheden om hjælp til at finde en hvid eller lys Hyundai, der er filmet på stationen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Siden en hundelufter juleaftensdag 2016 fandt en død person, som senere viste sig at være den 17-årige efterlyste Emilie Meng, liggende i en sø ved Regnemarks Bakke, har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi været tilbageholdne med nye oplysninger i sagen.

Men nu er der kommet nye spor i sagen om Emilie Meng, som ifølge politiet har været udsat for en forbrydelse. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

quote Efter flere måneders arbejde med overvågningsvideoen har vi netop modtaget resultatet af de tekniske undersøgelser

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Den 17-årige Emilie Meng blev sidst set den 10. juli 2016 på Korsør Station. Herfra viser en overvågningsvideo en bil, der kørte fra parkeringspladsen og rundt om stationen omkring det tidspunkt, hvor Emilie Meng sidst blev set.

Videoen viser en lys personbil, som ifølge politiet med stor sandsynlighed er af mærket Hyundai I30, model 2011-2016 – eller en bil, der ligner den meget. Bilen kører fra parkeringspladsen og rundt om stationen klokken 04.07 den 10. juli 2016.

Billedet her er en rekonstruktion lavet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Billedet her er en rekonstruktion lavet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Ifølge politiet var kvaliteten af videoen så ringe, at billederne ikke umiddelbart kunne bruges. I stedet blev de sendt til en ekspert i udlandet. 

- Efter flere måneders arbejde med overvågningsvideoen har vi netop modtaget resultatet af de tekniske undersøgelser. Derfor kan vi nu gå ud i offentligheden med nye oplysninger, siger efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet har tidligere efterlyst en hvid eller lys kassevogn, som vidner havde set køre hurtigt ved Korsør Lystskov den samme weekend, hvor Emilie Meng forsvandt. Trods efterlysningen kaldte politiet sporet for meget perifert. Vognen knyttes ikke længere til sagen. 

Billedet her er en rekonstruktion lavet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Billedet her er en rekonstruktion lavet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Hun kom aldrig hjem

Sagen om den 17-årige Emilie Meng fra Korsør begyndte søndag den 10. juli sidste år, da hun efter en bytur med tre venner besluttede sig for at gå alene hjem fra Korsør Station omkring klokken 04.00 om morgenen.

Ude foran stationsbygningen i Korsør holdt en taxa og ventede, klar til at fragte dem sikkert hjem. Men Emilie Meng ville hellere gå alene hjem fra stationen til familiens hjem i det centrale Korsør. Forgæves forsøgte vennerne at overtale hende til at tage med i taxaen.

Men hun havde besluttet sig. Hun ville gå ad grusstien ind til byen. Det var sidste gang, de så Emilie Meng i live. 

Den 17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt sidste år den 10. juli omkring klokken 04.00 morgenen efter en bytur og blev senere fundet dræbt i en sø nær Borup juleaftensdag 2016.
Den 17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt sidste år den 10. juli omkring klokken 04.00 morgenen efter en bytur og blev senere fundet dræbt i en sø nær Borup juleaftensdag 2016. Foto: Lonni Haugaard, TV2 ØST
Læs også
Nu står Emilie Mengs veninder frem: Man er helt tom indeni
Læs også
Nu står Emilie Mengs veninder frem: Man er helt tom indeni

Sidenhen søgte flere tusind frivillige efter den unge pige, dykkere finkæmmede søer, politiet gennemsøgte fire kolonihaveforeninger, ransagede en pensionists hus fem gange og satte flere helikoptere på vingerne i håbet om at finde frem til den forsvundne pige.

Hun blev funder dræbt juleaftensdag af en hundelufter ved Regnemarks Bakke nær Borup på Sjælland.

Eftersøgningen bredte sig til udlandet

Sagen satte tydlige spor i lokalområdet, hvor frivillige allerede dagen efter Emilie Mengs forsvinden gennemsøgte flere områder i og omkring Korsør i håbet om at finde hende eller mulige spor.

Hurtigt spredte historien om den unge pige, som aldrig kom hjem efter en bytur, sig til resten af landet. Det betød blandt andet, at folk fra flere afkroge af Danmark kom til Korsør for at hjælpe med at lede efter Emilie Meng. Folk, der hverken kendte Emilie Meng eller hendes familie. 

Især norske medier fulgte sagen tæt, fordi de havde en lignende sag om en forsvunden pige.
Især norske medier fulgte sagen tæt, fordi de havde en lignende sag om en forsvunden pige. Foto: Screenshot vg.no
emilie-meng-banner.jpg
Læs også
Politi afspærrer Korsør station: Efterforskning i Emilie Meng-sagen
emilie-meng-banner.jpg
Læs også
Politi afspærrer Korsør station: Efterforskning i Emilie Meng-sagen

Der blev trykt plakater med efterlysninger, som blev hængt op på togstationer og tankstationer i store dele af landet. Frivillige kræfter producerede efterlysningsvideoer til Facebook på flere forskellige sprog, og familien udlovede en dusør til den person, der kunne lede dem til Emilie Meng.

Selv udenlandske medier begyndte at interessere sig for sagen, hvor især norske medier fulgte sagen tæt, fordi de havde en lignende sag om en forsvunden pige. Men efter fundet af Emilie Mengs lig juleaftensdag aftog udmeldingerne fra politiet. Indtil i dag.

PRÆCISERING: Af en tidligere version af denne artikel fremgik det, at det var optagelser fra et videoovervågningskamera, som politiet offentliggjorde 20. juni 2017. Det er ikke helt korrekt. Optagelsen er politiets rekonstruktion af de billeder, som et overvågningskamera på Korsør Station havde optaget. Overvågningsoptagelserne var af en så ringe kvalitet, at politiet med eksperters hjælp har genskabt dem. 


Nyhedsoverblik